S i kovending i sag om 150 meter højhus

S-ordfører, som mandag formiddag sagde nej til at støtte et højhus på 150 meter, er banket på plads. Partiet meddeler nu, at det ikke har taget stilling til højden. EL siger nej til højhuset, og SF siger max. 75 meter.

Artiklens øverste billede
Planen om et højhus på 150 meter på Mindet i Aarhus vakler efter, at S afviser en højde på 150 meter. Illustration: C.F. Møller Architects

Halvanden time efter at Socialdemokratiet afviste at støtte et 150 meter højhus ved Mindet i Aarhus overfor JP Aarhus ændrede partiets tekniske ordfører sine udtalelser til, at det har partiet endnu ikke taget stilling til.

Ved 11-tiden mandag formiddag udtalte S-ordfører Steen Bording Andersen ellers, at partiet har to problemer med byggeprojektet:

»Højden er et problem, og p-huset er et problem. Vi mener ikke, at der skal bygges op i 150 meter, men snarere de ca. 110 meter, som også skal bygges i Sydhavnen og som ifølge højhuspolitikken vil betyde færre skyggevirkninger,« sagde S-ordføreren.

Den formulering kan dog ikke godkendes af Socialdemokratiets ledelse, og i stedet har S-ordføreren nu udsendt en såkaldt præcisering med følgende formulering:

»Vi har i Socialdemokratiet naturligvis hørt de bekymringer, der er om højden på Mindet 6 og parkeringsforholdene, men vi afventer behandlingen af sagen i byrådssalen og den videre proces i teknisk udvalg og vil så tage endelig stilling.«

SF i Aarhus Byråd vil være med til et højhus på grunden i max. 75 meters højde.

»Det har vi allerede taget med i vores mindretalsudtalelse, da sagen blev sendt i høring, og det fastholder vi. Vi peger også på, at vi her er i et område helt tæt ved vandet, og derfor er der en udfordring med det foreslåede p-hus. Vi har også peget på delen omkring det nye store kunstværk til 25 mio. kr., som skal laves på facaden på filmbyen. I forslaget planter man et p-hus i højden lige foran,« siger Thomas Medom (SF), rådmand for børn og unge og medlem af Magistraten.

»I modsætning til Lighthouse-højhuset (Aarhus Ø red.), som er slankt, så er der noget rent arkitektonisk ved Mindet-projektet, som der også er noget ved. Så som det ligger lige nu, så stemmer vi imod projektet. Der skal ske meget markante ændringer - ikke bare på højden,« siger Thomas Medom.

Enhedslisten siger nej tak til det foreslåede højhusbyggeri.

»Spørgsmålet er også, om vi har brug for alle de arbejdspladser inde i midten af Aarhus. Der er udfordringerne nok med trafiksituationen i Midtbyen, så det virker ikke særligt gennemtænkt,« siger Lone Norlander Smith (EL), som ikke anerkender bygherre Olav de Lindes argument om, at det er arkitekten bag det foreslåede byggeri, som har vurderet, at højhuset i 150 meter er den bedste løsning på området.

»Det er byrådet, som har ansvaret for byen. Vi skal tage bestik af alle indkomne forslag, som kommer, men det er ikke en arkitekt eller en bygherre, som skal bestemme, hvad der kan lade sig gøre. Det påpegede jeg også på magistratsmødet. Det er ikke dem, der har købt grunden, som bestemmer, hvad grunden kan bruges til. Ellers kan vi jo lige så godt holde op med borgerinddragelser, høringer og lokalplaner. Det vil svare til at give fri leg i forhold til, hvordan byen skal udvikle sig. Det vil vi ikke være med til,« siger Lone Norlander Smith.

Sagen om Højhuset på Mindet ventes i byrådet i næste uge.

Læs også

Del artiklen