Skyhøje boligpriser: Borgmesteren vil bygge løs, men DF vil gå en anden vej

I stedet for at kigge på udbuddet, som borgmesteren foreslår, vil DF kigge på efterspørgslen. Stor befolkningsvækst er ikke en naturlov, lyder det fra byrådskandidat.

Artiklens øverste billede
Jakob Søgaard Clausen, Dansk Folkepartis byrådskandidat

Boligpriserne skyder i vejret for tiden, og det har fået borgmester Jacob Bundsgaard (S) til at slå alarm.

Aarhus skal ikke kun være en kommune for velbemidlede, mener han, og den eneste måde at holde priserne i ave er at bygge boliger i stor stil for at øge udbuddet, bebudede han forleden i et stort interview med Lokalavisen Aarhus.

Men det er Dansk Folkeparti uenig i.

»Vi har intet imod byggeri og befolkningsvækst, men vi har bygget løs i mange år nu, og priserne bliver ved med at stige. Det bliver bare en ond cirkel. Derfor stemmer vi også gerne imod nogle af de byggeforslag, der rammer byrådet, enten fordi det betyder nedrivning af bevaringsværdige bygninger, eller fordi det er for massivt og omfattende,« siger Jakob Søgaard Clausen, som håber på at blive DFs spidskandidat til kommunalvalget.

Ingen naturlov

Mens borgmesteren kun vil kigge på udbuddet, mener Jakob Søgaard Clausen, at der også skal kigges på efterspørgslen, som helt naturligt øges, når Aarhus’ indbyggertal vokser år efter år.

»Det er ikke en naturlov, at Aarhus skal vokse så massivt. Man bliver hurtigt skudt i skoene, at man vil Aarhus det dårligt, hvis man siger, at vi ikke skal vokse så meget, men det handler ikke om at gøre Aarhus ringere eller smide folk ud af byen. Vi vil gerne have en lidt mere bæredygtig udvikling, og der er andre redskaber at skrue på end bygge løs.«

Væksten betyder tilsandede veje, mangel på daginstitutioner, idrætsfaciliteter og meget andet

Jakob Søgaard Clausen (DF)

Han synes, at der i »bygge-virvaret« er en tendens til at glemme de aarhusianere, som allerede bor her.

»Vi skal kunne følge med i stedet for at halse efter, når der bygges. Væksten betyder tilsandede veje, mangel på daginstitutioner, idrætsfaciliteter og meget andet, og så koster det altså også ret meget på klimakontoen at rive ned for at bygge massivt nyt.«

Partiet arbejder i øjeblikket på konkrete forslag og forventer at kunne præsentere et udspil efter sommerferien. Men den 27-årige byrådskandidat vil gerne løfte lidt af sløret.

Studerende i Odder?

»Første skridt er at finde ud af, hvad den ideelle vækst er for Aarhus. Det tror jeg faktisk godt, man kan regne på, så vi kan lave en bæredygtig målsætning. Og som Jyllands hovedstad har vi et ansvar for at sikre en bæredygtig udvikling i hele Jylland. Derfor er det også relevant at se på bosætningen på tværs af kommuner. Vi vil lægge op til et større samarbejde med andre kommuner. Kan vi måske hjælpe eksempelvis Odder med at bygge ungdomsboliger tæt på letbanen, så man kan bo i Odder, men stadig studere i Aarhus?«

»Den dominerende tankegang i dag er, at man kæmper om at have masser af arbejdspladser og indbyggere i ens kommune, men vi har ikke noget problem med, at folk flytter sig over kommunegrænserne,« siger Jakob Søgaard Clausen, som samtidig mener, at parcelhusbyggeri i oplandsbyerne er vejen frem.

»Fællesrådene skriger på det. Det er en byudvikling, som vil være sundere for Aarhus. Så kan det godt være, at det vil give plads til knap så mange mennesker, men det vil til gengæld bidrage mere til kommunekassen end, at man bare bygger massevis af etageboliger, som primært er til unge studerende.«

Kort efter interviewet med Jakob Søgaard Clausen kom regeringen med et udspil, der netop går på at udflytte uddannelser fra de store, danske byer til forskellige steder i landet.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen