Bliver din bil smidt ud af byen? Borgmesteren forventer at udnytte ny forbudsmulighed i »et vist omfang«

Både S og V i Aarhus er skuffede over regeringens forslag om kun at ville sikre flere idrætsfaciliteter i København og på Frederiksberg.

Artiklens øverste billede
Regeringen vil sikre bedre forhold for elbiler. Foto: Peter Hove Olesen

Regeringen vil have renere luft og mere natur i landets store byer. Med udspillet ”Grønne byer og en hovedstad i udvikling” skal der ifølge regeringen bl.a. sikres bedre forhold for elbiler, mens de enkelte kommuner får mulighed for lokalt at fastsætte krav til dieseldrevne køretøjers udledning af partikler i et større sammenhængende byområde.

Helt konkret vil regeringen give de store bykommuner mulighed for at indføre et forbud mod dieselpersonbiler uden partikelfiltre i miljøzoner.

»Det er skærpelse af gældende regler for bl.a. lastbiler. Det skal vi have kigget på, og jeg forventer også, at vi vil gøre brug af muligheden i et vist omfang. Vi er også glade for at få mulighed for at indføre nul-emissionszoner, men det er ikke noget, som er aktuelt i Aarhus på nuværende tidspunkt. Det vil forudsætte en noget større udbygning af den kollektive trafik, og at omstillingen til el-biler er kommet længere, end det er tilfældet i dag,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) med henvisning til forslaget fra regeringen om, at de enkelte byer skal kunne indføre zoner, hvor diesel- og benzinbiler ikke må køre.

Regeringen vil også ændre planloven, så kommunerne i lokalplanlægningen kan regulere, om parkeringspladser skal være til eksempelvis benzin, el- eller delebiler. Regeringen foreslår også, at kommunerne i nye lokalplaner mulighed for at stille krav om opsætning af ladeinfrastruktur i tilknytning til grønne parkeringspladser.

Det er redskaber, som vil være guld værd i byggesager

Steen Bording Andersen (S)

»Det er redskaber, som vil være guld værd i byggesager. Lovgivningen giver os ikke de muligheder i dag, så det er absolut vigtigt,« siger Steen Bording Andersen (S), som er medlem af teknisk udvalg, Aarhus Kommune.

Jan Ravn Christensen (SF), som er medlem af samme udvalg, er enig.

»Udspillet har mange væsentlige punkter, som vi absolut kan bruge i Aarhus,« siger Jan Ravn Christensen.

Rådmanden for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V) er enig på nogle områder. Men han havde bl.a. hellere set, at regeringen ændrer afgiftssystemet i forhold til el-biler.

»Der er lagt op til, at kommunerne får mulighed for at reservere parkeringspladser til bl.a. elbiler. Men hvorfor går man ikke skridtet videre og giver samme mulighed i eksisterende kvarterer? På den måde vil man kunne øge incitamentet til at flere skifter til en grønnere bil. Jeg synes også, at man løber fra ansvaret ved at lægge stort set alt over til kommunerne. Det er dog prisværdigt, at regeringen vil bidrage til, at vores byer bliver endnu grønnere, og det er positivt, at man giver de lokale politikere flere værktøjer til at udvikle byerne i en grønnere retning,« siger rådmanden, som peger på, at Aarhus Kommune har efterspurgt muligheden for at stille krav om, at man etablerer såkaldte tomrør i forbindelse med nybyggeri.

»Her er det nødvendigt, at man kigger langt ud i fremtiden og forbereder sig på, at der kommer langt flere elbiler fremover, så man skal etablere ladeinfrastrukturen efter fremtidens og ikke nutidens behov,« mener han.

Det er dybest set lidt pudsigt, at man ikke har taget et bredere blik

Jacob Bundsgaard (S)

I regeringens oplæg er et særligt forslag for København og Frederiksberg, som skal sikres markant flere idrætsfaciliteter. De to kommuner får mulighed for at øge deres investeringer i idrætsfaciliteter med samlet 1 mia. kr. i perioden 2022-2030. Aarhus ønsker samme mulighed for flere idrætsanlæg, fastslår både S og V.

»Det er dybest set lidt pudsigt, at man ikke har taget et bredere blik. Aarhus Midtby har samme problemer på dette område som København og Frederiksberg. Det håber jeg, at regeringen får blik for,« siger Jacob Bundsgaard.

Det samme mener teknik-rådmanden.

»Oplægget er på dette punkt virkelig en skuffelse. Dagsordenen er god, men motion og et sundt helbred vedrører ikke kun københavnerne. Det giver slet ikke mening, og det ligner ren lobbyisme, der er sluppet igennem,« siger Bünyamin Simsek.

Læs også

Del artiklen