»Farten ned!« råber de på Trøjborg

Der skal gøres noget hurtigkørende biler på Trøjborg, man er bare ikke enig i, hvordan problemet skal løses.

Artiklens øverste billede
Trøjborg er synonymet med hygge, og det skal ikke ødelægges af fartbøller, mener byrådskandidat Sander Jensen. Foto: Christian Lykking

Et sus fra en bil overdøver din samtale, mens du sidder på en cafe og snakker med en ven. Et stykke væk går en far med en barnevogn og tøver, inden han krydser vejen, da bilen drøner forbi.

Det er hverdagen i Tordenskjoldsgade i bydelen Trøjborg, hvis man spørger byrådskandidat Sander Jensen (SF).

Derfor er han kommet med et forslag, som blandt andet siger, at farten skal ned i Tordenskjoldsgade. Det skal ske gennem en fartbegrænsning, som skal nedsættes til 40 km/t.

Jeg er selv familiefar og går jævnligt en tur min toårige søn i barnevogn på gaden, men jeg går ikke over, før bilerne er helt væk.

Byrådskandidat Sander Jensen (SF)

»Farten skal ned i Tordenskjoldsgade. Biler, busser og lastbiler kører for hurtigt, og det skaber utryghed. Når man skal krydse vejen, skal man virkelig kigge sig for. Det er et byområde, og derfor er det vigtigt, at beboere er trygge og ikke skal springe for livet, når de går over vejen,« siger Sander Jensen til Lokalavisen Aarhus.

Men det er ikke kun beboernes sikkerhed, som bekymrer Sander Jensen. I Tordenskjoldsgade ligger nemlig cafeer og virksomheder på række efter hinanden.

»Det ødelægger også stemningen i gaden, og det kan have en negativ effekt på cafeejere, for folk gider ikke sidde udenfor, hvis biler konstant suser forbi. Virksomhedsejere og beboere skal ikke gå og stresse over den problematik,« siger lokalpolitikeren.

Der er en grund til Sander Jensens bekymring. Han bor nemlig selv på Trøjborg og er ikke tryg, når han går tur med sin søn i barnevogn.

»Jeg er selv familiefar og går jævnligt en tur min toårige søn i barnevogn på gaden, men jeg går ikke over, før bilerne er helt væk. Det er selvfølgelig ikke alle, der kører for hurtigt, men mange træder lidt for ofte en ekstra gang på speederen,« fortæller han.

Flere aspekter i spil

Trøjborgs fællesrådsformand, Niels Christian Sidenius, er helt enig med Sander Jensen i, at der er et problem med tung trafik i Tordenskjoldsgade.

»Vi oplever, at der er problemer med hurtigt kørende biler, og det er vigtigt, at vi sikrer de bedste forhold for gående og cykelister. Der skal selvfølgelig kører biler gennem gaden, men der er andre måder at få dem til at sætte farten ned end med skiltning,« siger Niels Christian Sidenius til Lokalavisen Aarhus.

Men selvom han anerkender problematikken, er der mange måder at sikre en sikker trafik på Trøjborg – derfor vil Trøjborgs fællesråd ikke tage stilling til forslaget endnu, fortæller fællesrådsformanden.

»Det er selvfølgelig et spændende forslag, men vi vil ikke tage stilling til det, for der skal flere aspekter i spil, før jeg som fællesrådsformand kan sige, hvilken løsning er den bedste,« forklarer han.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen