"Vi skal ikke konkurrere med whiskeybæltet"

SF i Aarhus vil have flere faglærte og fuldtidsansatte på kommunens voksenhandicap-bosteder

Artiklens øverste billede
Kilebo-skandalen er medvirkende årsag til, at SF nu vil løfte socialområdet markant. Foto: Danni Paulsen

Trygheden, trivslen og fagligheden på de aarhusianske bosteder skal løftes markant.

Det mener SF i Aarhus - blandt andet på baggrund af afsløringer om mistrivsel og omsorgssvigt på Kilebo i Tilst. Derfor har partiet fremsat et budgetforslag, som især skal sikre flere uddannede pædagoger og medarbejdertimer på bostederne.

”Vi hører, at en stor medarbejderomsætning og alt for mange ufaglærte deltidsansatte er et stort problem, og det var også ét af problemerne med Kilebo,” siger Claus Thomasbjerg, byrådskandidat for SF og manden bag forslaget.

”Faglærte har en større faglighed og viden om, hvordan man skal håndtere forskellige situationer i forhold til handicappede voksne. På nogle bosteder er halvdelen af de ansatte ufaglærte, og vi hører om flere, der simpelthen får et chok og stopper igen, fordi de ikke kan være i det og ikke får faglig støtte. Der er en ond cirkel i gang, hvor der er stor udskiftning af både ufaglærte og faglærte, og det skal vi have stoppet. Lederne spæner også væk, fordi de oplever besparelser og bliver begravet i administrationsarbejde. Og i sidste ende går det jo ud over beboerne.”

Ved seneste budgetforlig blev der vedtaget et såkaldt ”løft til socialområdet”, hvor politikerne afsatte yderligere 45 millioner kroner og samtidigt halverede de årlige besparelser.

Hvorfor var det ikke nok?

”Fordi det bare lukkede et hul. Der er kæmpe udfordringer med at holde økonomien kørende på handicapområdet, og hånden på hjertet så var der ikke noget som helst kvalitetsløft i det. Men det havde jo set endnu værre ud, hvis hullet ikke var blevet lukket. Det har bare ikke løftet noget i forhold til antal medarbejdertimer eller større faglighed. Det var et kunstigt åndedræt,” siger Claus Thomasbjerg og fortsætter:

”Vi håber, at dette forslag kan blive starten på en genopretning af et område, som er blevet beskåret voldsomt i mange år nu. Nogle bosteder har mistet helt op til en tredjedel af det budget, man havde tidligere, og det er jo helt vildt.”

Det er jo let at sige, at man vil styrke bostederne, men hvor meget taler vi om i kroner og ører, og hvor mange faglærte kræver I på et bosted?

”Vi skal først lige have embedsmændene til at regne på, hvor mange penge der skal til for at skabe et mærkbart løft.”

Men hvad er et ”mærkbart løft”, og hvad koster det?

”Vores mål er i første omgang at ryge op på 60 procent faglærte og på længere sigt 80 procent. I regionen har de 93 procent, og de har altså de samme forudsætninger som kommunen, så det burde kunne lade sig gøre. Det handler om prioritering, og det er vi klar til, men det sker ikke med et fingerknips. Det skal genoprettes år for år. Socialpædagogernes Landsforbund har lavet en udregning, hvor de siger, at der på hele voksenhandicap-området er et efterslæb på 65 millioner kroner. Det kan vi ikke tage i et eller to hug, men gerne fra næste år skal vi i gang med at indhente det.”

Det er mange penge. Hvor skal de komme fra?

”Vi må se, hvor mange penge der er at gøre med til forhandlingerne, men SF har i mange år presset på for en skattestigning, fordi vi ligger under landsgennemsnittet. Vi synes, det er underligt, at en kommune med så mange sociale udfordringer ikke øger skatten mere. Der skal penge i kassen for at styrke velfærden, og Aarhus ligger i bund i forhold til velfærdskroner per indbygger. Vi konkurrerer med whiskeybæltet om den laveste skatteprocent, og det kan ikke være rigtigt med de problemer vi har på blandt andet handicapområdet. Vi kan ikke fortsætte på denne måde, hvis vi skal gøre hverdagen bedre for de borgere, vi er sat til for at hjælpe,” slutter byrådskandidaten.

Ifølge Skatteministeriet havde Aarhus Kommune i 2020 den 16. laveste skatteprocent af alle kommuner.

Onsdag skal byrådet behandle forslaget fra SF.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen