Gud er med dig – også i hundestrækket

Artiklens øverste billede
Lene Dahl-Hansen.

præsteklumme Hvordan hænger det sammen?

Jo, jeg er lige kommet hjem efter at have gennemført 2. del af uddannelsen til yogainstruktør. Godt øm efter tre dage med dybe stræk og godt fyldt op af tanker og nye ideer. Og diskussioner. For det er ikke en hvilken som helst yoga-uddannelse, jeg er i gang med, men en uddannelse indenfor CrossYoga. Og det er ikke, som man måske skulle tro, afledt af cross-fit, som er den træningsform, hvor man forsøger at skabe den fuldendte atlet som et mix mellem gymnasten, sprinteren og vægtløfteren og benytter sig af en mængde frie redskaber. Nej, det er cross som i kors – altså kristen yoga!

Her er der mange, som allerede står af og må undre sig. For findes det overhovedet? Og ja, det gør det faktisk, og det giver endda rigtig god mening at kombinere de to. Kristendom og fysisk aktivitet som den vi kender fra yogaen.

Yoga betyder at forene, og grundtanken i yoga er, at mennesket er en enhed af krop, sjæl og ånd, som igennem bevidste bevægelser kan styrkes og forenes med noget højere. Den samme helhedstanke kender vi i kristendommen, og i CrossYoga kalder vi dette højere for Gud og lægger ikke skjul på, at kristendommen er grundlaget. Vi har heldigvis for længst lagt tidligere tiders kropsforskrækkelse af os og fundet ud af, at vi også har brug for at dyrke Gud med vores krop og sanser og ikke kun via vores intellekt.

Yoga er blevet vældig populært i vores samfund i de seneste år. Ikke mindst på grund af den effekt mange oplever, den har på kroppen. Mange fortæller, at rygsmerter mindskes, fordøjelsen øges, man finder mere ro, balanceevnen og koncentrationen bliver bedre og så videre.

I CrossYoga træner du muskelstyrke, smidighed og balance, og du kan afstresse og give dig selv mental ro i Guds nærvær. What's not to like?

Stillingerne og bevægelserne er de samme som i traditionel yoga – i øvrigt et vidt begreb og alt for omfattende at komme ind på her – og selvom yogaen har sin oprindelse i østen og i en hinduistisk tradition, har stillingerne altså ikke i sig selv religiøs karakter.

Når du dyrker cross-yoga, vil det typisk være med udgangspunkt i et skriftsted eller i et eksistentielt tema, som på forskellig vis inddrages i øvelserne og ikke mindst i de meditative "huller", som du bliver guidet igennem undervejs. Til gengæld er det vigtigt, at alle kan være med, og at der er åbent for forskellige tolkninger og tilgange. Så længe vi altså er enige om, at den kristne Gud er ham vi kender gennem hans søn Jesus Kristus! Men alt det snakker vi faktisk ikke så meget om, når vi dyrker yoga! Det ligger naturligvis som en understrøm, men pointen med at være på yogamåtten er jo netop, at Gud er til stede lige dér – i kroppen, i bevægelserne, i åndedrættet, i det langsomme flow eller i de kraftfulde og styrkende stillinger – fordi Gud er til stede overalt og kan dyrkes og tilbedes overalt. Også på yogamåtten. En af vores instruktører taler endda om måtten som stedet, hvor du kan opleve Guds nåde. Ikke som noget eksklusivt, men som et sted, hvor den også strømmer dig i møde. Hvor du ikke skal præstere og være en optimeret udgave af dig selv men bare være til i hans kærlighed.

Og det kan altså også foregå på yogamåtten. Det kan foregå, når du bevæger dig, når du styrker din krop, mærker din krop og får mulighed for at finde ind til en ro og fred med det, der er i dig lige nu og måske også med Gud.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen