Præsteklumme: Kan adskillelse være positiv?

Artiklens øverste billede
Esben Andersen.

præsteklumme Enhver, der har oplevet at skulle tage afsked – uden at vide, om man ses igen - ved hvor hjerteskærende hårdt, det er.

Man får gråd i øjnene, og kan man overhovedet sige noget, virker ordene utilstrækkelige. Man ønsker kun at kramme og holde fast. Men så kommer det punkt, hvor man skal give slip. Man vinker, så længe den anden endnu kan skimtes, og står tilbage med en dyb følelse af tomhed og forladthed.

Fra marts sidste år har vi på grund af corona ikke været skilt fra hinanden, men nødt til på en ny måde at holde afstand. Virtuelle møder og telefonsnakke er ikke som at være sammen. Og selv når vi mødtes, måtte vi ikke give hånd, kramme eller røre. Det føles forkert at skulle beskytte sig mod hinanden, men hjælpen har været, at vi dog var fælles i dermed at passe på hinanden og med det klare fælles mål at nå frem til igen at kunne være tætte!

I kirken er tiden efter påske fyldt af Jesu afskedstaler. De er lange og ordrige, vel fordi det var så hjerteskærende både for ham og disciplene at skilles efter i måske to-tre år have været tæt sammen i ét og alt, 24 timer i døgnet og 7 dage i ugen.

Men Jesus fastholder, at adskillelsen er til deres bedste: Både fordi han nu vil gå foran og bane vej til Himmeriget, og fordi de i hans sted vil få en anden – Helligånden, der tværs over alle afstande kan forene dem, der hører sammen, så de også bliver levende i hinanden. Ingen af os vil skilles fra dem, vi elsker, men måske kan afstand eller adskillelse i nogle situationer også være en vej til at nå hinanden?

Læs også

Del artiklen