50 skønne oplevelser i Ry

I forbindelse med Rys 150 års jubilæum har Greenways indsamlet 50 skønne oplevelser og smukke "pletter" i en gratis bog

Artiklens øverste billede
Fru Thomsens bænk på toppen af kælkebakken. Foto: Per Bille

oplevelser I Ry og Omegn myldrer det med smukke og forunderlige oplevelser. Lige uden for døren. Nogle af dem er kendte og afholdte, andre skal vi måske lige mindes om, og atter andre kan være nye for tilflyttere og andet godtfolk.

Derfor har Mia Bay og Marianne Purup fra Greenways.dk sat sig for at samle 50 skønne, sjove, skjulte og smukke oplevelser og "pletter" i en bog, som udkommer i anledning af Rys 150 års jubilæum. Bogen har store fotos og små artikler om 45 af stederne , og de suppleres af fem "kendisser", som fortæller om deres yndlingspletter.

Oplevelser i Ry og omegn

"Bogen viser især vej til oplevelser i Ry, men også Gl. Rye, Alling og Alken er med. Så med bogen i lommen kan man opleve både Annas Have & Kyhns Minde, bænken på Skimminghøj og den på Fru Thomsens Mark, strandene ved Knudhule og Sdr. Ege plus naturligvis "bestige" en masse bjerge fra Kildebjerg og Bryggebjerg til Maskenkol, Skiverkol, Gammelkol og Himmelbjerget," lyder det i en pressemeddelelse fra de to forfattere, der har fået rigtig god hjælp fra lokale i researchen.

"Folk med indgående kendskab til byen og landskabet har velvilligt hjulpet med sparring og korrektur og på den måde bidraget til både kvaliteten og anekdoterne. Og så har de fem kendisser bare været vakse til at sende minder og billeder," fortæller de.

"Vi håber, bogen kan være til inspiration for både os selv på Ry-egnen og vores gæster, og at den vil leve i køkkenskuffer, handskerum og cykelkurve."

Borgernes favoritoplevelser

Det er borgerne i Ry og Omegn, der på mails har indsendt deres ønskelister over oplevelser, og den samlede liste er siden kogt ned til 45 af en Ry-kyndig komité med Hanne Fabricius-Haunstrup fra Ry Rotary Klub i spidsen.

De resterende fem pletter er udvalgt og beskrevet af Lars Lilholt, Peter Ingemann, Shaka Loveless, Jette Torp og Gertrud Højlund, der alle har stærke relationer til Ry og gode, muntre og tankevækkende historier at byde på.

Bogen er udgivet med støtte fra Ry Rotary Klub, Brugsforeningen Tryg, Ry Borgerforening og Ry City og efter lanceringen 2. maj kan du finde den i Torvehallen i Ry, i butikker og på caféer, overnatningssteder og campingpladser og i Naturstationen på Himmelbjerget. Du kan også nappe den på kommunens biblioteker, for den er nemlig ganske gratis.

Udstilling og fortælleture

Greenways.dk står også - på vegne af jubilæumsgruppen - bag en historisk udstilling, som bliver vist på tre "søjler" i Torvehallen hele sommeren.

Her er tilbageblik på 150 års by-historie og et kig frem mod Ry i 2071. Det sidste sker takket være fine og finurlige tegninger fra alle eleverne i 3B på Mølleskolen.

Syv gange i løbet af maj står Greenways.dk desuden bag fortælleture med tre temaer: 'I Søhøjlandsmalernes fodspor', hvor Karsten Hull er guide, 'Kildebjerg – den nye bydel', med Bendt Nielsen som guide og endelig 'Ry – med udsigt til Himmelbjerget', som Bjarne Jensen er guide på.

bo

Læs også

Del artiklen