Aarhusianerne risikerer at blive kvalt i kommunal omfavnelse

Aarhus mangler mest af alt en politik for mindre politik

Artiklens øverste billede
Morten Nystrup, ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser.

Nedtur

Byråd på månen

”Det eneste vi mangler i Aarhus, er en politik for, hvordan man skal trække vejret,” udbrød rådmand Jette Skive under seneste byrådsmøde. Og man forstår, hvis DF-politikeren havde åndenød, da byrådet omsider nåede til punktet, hvor Radikale Venstre ønskede en studiebyspolitik i en by, der i forvejen er topattraktiv for unge at studere i. Forud var gået en lang debat om et andet emne på dagsordenen; indførelsen af et såkaldt ”Aarhuskompas”, der skal sikre ”mindre system og mere borger”. Det paradoksale er, at når man i Aarhus forsøger at sætte borgeren i centrum, gøres det med borger- og virkelighedsfjerne strategier, politiker, rammer og retningslinjer, som kun bidrager til endnu større distance mellem borgerne og systemet.

I Aarhus har politikerne en tendens til at fjerne sig mere fra borgerne, jo mere de taler om dem. Politikere bekræfter hinanden i relevansen af begreber som ”medborgerskab”, ”samskabelse”, ”styrelsesfilosofi” og ”forståelsesrammer”. Det er samme floskler, der fyres af, når politikerne taler om ”En god by for alle”, ”Aarhusfortællingen”, ”Medborgerskabspolitik”, ”Kærlig kommune”, ”Kommune forfra” og alle de andre projekter, der udefra mest af alt ligner gensidig beskæftigelsesterapi for byrådspolitikere, embedsmænd og konsulenter. Hvad har alle disse visioner og politiker mon kostet af tid og penge, og hvilken forskel har borgerne reelt mærket? Har det forandret deres hverdag? Må man foreslå så lidt kommune og så få politiker som muligt, hvis man for alvor mener ”mere borger”.

Langt ude i skoven

Man kan omsider sætte sig ved en café og få den fadøl, man så længe har tørstet efter. Man kan endda – trods en mærkværdig bookingregel – tage ud og spise. Danmark og Aarhus vågner langsomt, men er vi selv gået i kronisk dvale? Vi har tilsyneladende accepteret at leve i et land, hvor børn kun i begrænset omfang har adgang til deres skole, ordentlig undervisning og sociale fællesskaber. De unge må finde sig i forslag om udeundervisning og andre tiltag, der er en hån mod faglighed og den kendsgerning, at en stor del af undervisningen på en moderne folkeskole er baseret på it. Få taler efterhånden børnenes sag i genåbningsdebatten eller sætter spørgsmålstegn ved tingenes triste stilstand. Det endda i et land, hvor regeringschefen kalder sig ”børnenes statsminister”.

Læs også

Del artiklen