Partier vil arbejde for familievenlige boliger

Flere partier åbner for at se på, om der skal udstykkes parcelhus-grunde i Lisbjerg, hvor fællesrådet klager over fraflytning af børnefamilier

Artiklens øverste billede
Foto: Danni Paulsen

Meldingen var ret klar fra Bünyamin Simsek (V), rådmand fra Teknik og Miljø, da Lokalavisen Aarhus forleden kunne berette om skuffelse i Lisbjerg, over at landsbyen i Aarhus N ikke er med i rådmandens store plan om at bygge 3.600 boliger i Aarhus.

Byrådet har taget en beslutning om en stor udviklingsplan i Lisbjerg, og derfor mener han ikke, at der bliver plads til parceller i nær fremtid.

”Jeg ville gerne kunne sige, at det var muligt, men jeg tror ikke på, at det er realistisk,” lød det fra rådmanden.

I Lisbjerg oplever man i øjeblikket en stor fraflytning af børnefamilier, og med kun lejeboliger og en enkelt andelsboligforening planlagt til forventeligt 10-12.000 nye lisbjergensere frygter man, at byen bliver en ”transit-by”, forklarede Christopher Bering Baden, medlem af byudviklingsudvalget under fællesrådet.

Men han får nu støtte fra andre partier end Venstre. Lokalavisen Aarhus har talt med flere medlemmer af Teknisk Udvalg, som alle udtrykker stor forståelse for problematikken i den lille by med det voldsomme vokseværk.

”Jeg kan langt hen ad vejen godt forstå deres ønske om parcelhuse. Vi er ikke alle til etageboliger, og vi har et behov for flere parceller i Aarhus, ellers mister vi en beboergruppe. Jeg vil gerne gå dybere ned i rådmandens plan og se, om der skal suppleres eller udskiftes, så Lisbjerg kan komme med,” siger Ango Winther (K), som dog pointerer, at man ikke bare kan udstykke grunde i stor stil, da arealomlægning skal godkendes i Bygnings- og Boligministeriet.

”Vi får et antal kvadratmeter godkendt for en fireårig periode, så det er ikke et tagselvbord,” forklarer Ango Winther, som dog bebuder at ville tage dialogen om Lisbjerg op med rådmanden næste gang, de to mødes.

”Jeg vil gerne tale med ham om at finde områder. Der er arealer over mod Elev, som måske kunne udlægges til parcelhuse.”

Også fra SF er der opbakning til de bekymrede lisbjergensere.

”Deres bekymring skal tages seriøst. Det er fornuftigt, at vi bygger flere parceller, og der er plads til det, men det skal også være en balance, for parcelhusbyggeri inddrager store arealer, og der er klima- og miljømæssige gevinster ved, at folk bor tættere som i Lisbjergs udviklingsplan,” siger Jan Ravn Christensen og fortsætter:

”Men vi skal ikke have en transit-by, så der kan være behov for at gå videre her. Det skal vi være nysgerrige på i byrådet, og det bør være en del af den behandling, der kommer af rådmandens plan.”

Han mener samtidigt, at det kan være fornuftigt at lave en løsning, der kombinerer tæt byggeri og parceller.

”Vi kunne eksempelvis arbejde med muligheden for to-familiehuse, så man henter lidt miljø- og klimagevinst, men leverer noget af den plads, børnefamilierne efterspørger.

Simsek finder det jo urealistisk, fordi I har vedtaget en stor udviklingsplan. Hvorfor mener du, at det alligevel kan lade sig gøre?

”Jeg synes faktisk, vi har ramt noget godt med uviklingsplanen, men måske er balancen kammet lidt over. Der skal være plads til at gå ned i de enkelte lokalsamfund og revidere sådan noget. Ingen planer er så faste, at de ikke kan ændres, hvis de er forkerte. Vi skal turde genbesøge beslutninger.”

Hos Socialdemokratiet er man ikke meget for, at der skal udstykkes parceller, men man vil gerne imødekomme ønsket om større familieboliger.

”Der skal være fokus på, at familier kan bo og blive boende i Lisbjerg. Svaret nu og her er dog ikke parcelhuse, men at få boligstørrelser, der kan rumme en familie med både to og tre børn. Dem har vi generelt for få af i Aarhus, og der bliver ikke bygget nok,” siger næstformand i Teknisk Udvalg, Steen Bording Andersen, som ikke mener, at det er nødvendigt at genbesøge udviklingsplanen.

”Om man på længere sigt også kan lægge nogle parceller til, skal vi slet ikke afvise, men lige nu synes vi, det er vigtigt at holde fast i den nuværende udviklingsplan og fortsætte ad det spor, der er lagt i byrådet i fællesskab.”

Det glæder Christopher Bering Baden, medlem af Lisbjerg Byudviklingsudvalg under fællesrådet, at politikerne er lydhøre overfor bekymringen i byen.

”Det lyder til, at politikerne tager vores bekymringer alvorligt, og det er jeg da glad for. Jeg er helt enig i, at parcelhusgrunde ikke er et vidundermiddel. Vi har bare fået en utålmodighed i Lisbjerg omkring flere større familieboliger og flere ejerboliger. Og her er parcelhusgrunde et konkret, simpelt og effektivt værktøj,” siger han og opfordrer politikerne til at konkretisere deres løsningsforslag.

”Jeg deler fuldstændig ambitionen om at skabe en blandet by i Lisbjerg med masser af boligtyper og ejerformer. Vi kan bare kun se etagevis af lejeboliger skyde op af jorden, så vi savner, at kommunen og byrådet bliver mere konkret på, hvordan og hvornår den blandede by, vi er blevet stillet i udsigt i Lisbjerg, rent faktisk bliver til virkelighed.”

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen