Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Folkeskolernes penge skal fordeles til alle børn

Flere byrådspolitikere mener ikke, de skal styre den enkelte skole ved klassesammenlægninger, da det vil være et stort indgreb i det lokale råderum. Der arbejdes målretet på at sikre flere penge til folkeskolerne i Aarhus blandt andet gennem såkaldte corona-trivselsmidler

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Helle Arensbak/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Læserbrev Det er langt fra et særsyn, at skoler må lægge klasser sammen i løbet af et 10-årigt skoleforløb. Klassesammenlægninger er et blandt mange greb, som skolebestyrelser og skoleledelser kan bruge til at styre skolernes pædagogiske, praktiske og økonomiske planlægning. Et ansvar, der ligger hos de enkelte skoler, da ledere og forældre har kendskab til de lokale forhold, selvfølgelig inden for de rammer, som lovgivning og byrådsbeslutninger lægger. Det er den lokale ledelses og bestyrelses ansvar at tage hånd om den enkelte skoles samlede økonomi. Uanset rammen kræver det prioriteringer – også svære prioriteringer - hvor målet er at tilgodese alle børn og unge på en skole så godt som overhovedet muligt.

På Kragelundskolen har bestyrelsen og ledelsen valgt at sammenlægge fem klasser på anden årgang til fire inden sommerferien, hvilket har vakt kritik. Vi har forståelse for, at en klassesammenlægning kan vække mange følelser og bekymringer, som også er helt berettigede. En sammenlægning vil for nogle børn være et uvelkomment brud med det kendte. Men, som det er også er påpeget i debatten, så kan et klasseskift være velkomment for andre børn. Uanset hvad, så er klassesammenlægninger en situation, som skolerne har stor opmærksomhed på, følger og arbejder aktivt for bliver velforberedte og vellykkede.

Beslutningen om at lægge klasser sammen på Kragelundskolen er bestyrelsens og ledelsens, og den beslutning står vi bag. Der ligger grundige overvejelser, drøftelser og debat bag bestyrelsens valg. Et valg, de samlet set har vurderet er det bedste for alle eleverne på skolen. Hvis vi fra politisk hold griber dybt ned i styringen af den enkelte skole, ville det være et meget stort indgreb i skolernes lokale råderum.

I stedet har vi politisk sendt Corona-trivselsmidler til alle skoler i Aarhus. Hvordan de anvendes er man bedst til at beslutte lokalt.

Kritikken har også rettet sig imod den såkaldte tildelingsmodel, som kort fortalt fordeler den samlede sum penge, der er til rådighed for alle skolerne i Aarhus. Tildelingsmodellen er optimeret for nylig, da den tidligere model fordelte pengene så skævt, at halvdelen af kommunens skoler havde vanskeligt ved at overholde det lovpligtige timetal. Men, modellen er ikke en vej til at finde flere penge, det er alene en model til at fordele pengene. Hvis nogen skoler skal have mere, skal andre skoler dermed have mindre. Det er en reel diskussion, men det skal med, at Kragelundskolen nu tildeles flere penge end med den gamle tildelingsmodel.

Budgettildelingsmodellen ses efter løbende, men det vil ikke i sig selv skaffe flere penge til skolerne.

Samtidig har det i debatten været påpeget, at vi i byrådet har givet ekstra penge til trivsel for børn efter corona, mens en klassesammenlægning vil udfordre trivslen hos børnene i anden klasse på Kragelundskolen. Her er det vigtigt at vide, at pengene til trivsel er givet og godkendt af et stort byrådsflertal, blandt andet med blik for børn og unge, som har været særligt udsatte og sårbare under coronaen.

Børn og Unge forvaltningen behandler lige nu forslaget om at udskyde klassesammenlægninger, men vi kan konstatere, at det vil kræve et meget stort beløb, samt at folkeskoleloven placerer muligheden for at foretage klassesammenlægninger hos den enkelte skoleleder. Vi vil derfor nødig skabe usikkerhed for berørte børn, forældre og skoler ved at sende signaler, der måske nok kan være nyttige i en forestående valgkamp, men som ikke hjælper nogen.

Vi arbejder som politikere målrettet og stædigt for at sikre flere penge til folkeskolerne i Aarhus. Vi har et brændende ønske om at have høj kvalitet med det rette antal lærere, pædagoger og elever i klasserne.

Det er vigtigt for os også at sikre så god og solid en fordeling af pengene mellem skolerne, som overhovedet muligt. Og vi har stor tillid til, at de enkelte skoler og bestyrelser forvalter skolernes økonomi ud fra grundige overvejelser, lokal indsigt og med øje for alle børn på skolen.

Derfor kæmper vi videre for at sikre penge til folkeskolerne i Aarhus. Penge som reelt vil gøre en forskel for børnene og give de lokale ledelser og bestyrelser de bedste muligheder for at holde skole og gøre en vigtig forskel for alle børn

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen