Aarhusianere først i verden med revolutionerende test til gravide

Den aarhusianske biotek-virksomhed Arcedi Biotech har sammen med Aarhus Universitetshospital opfundet en test, der via en blodprøve kan tjekke ufødte børns kromosomer

Artiklens øverste billede
Et forskerhold på cirka 25 personer har været med til at udvikle den banebrydende test. Pressefoto

En lang nål i maven kan nu erstattes med et enkelt, lille prik i armen.

Sådan lyder meldingen fra den aarhusianske biotek-virksomhed Arcedi Biotech, som har lanceret en ny test, der skal gøre fosterdiagnostik til en markant mere overkommelig opgave. Ikke mindst for gravide kvinder.

Virksomheden kan nu meddele, at man sammen med med forskere på Aarhus Universitetshospital har knækket koden til at få en fuld genetisk profil af et foster ud af en blodprøve hos moderen. Alle fostrets 22 par kromosomer og konskromosomerne kan identificeres, og således kan man finde eventuelle afvigelser, der kan medføre Downs Syndrom, Edwards Syndrom, Pataus Syndrom og en række andre genetiske forhold, som kan få alvorlig indflydelse på et barns liv.

Den lancerede test kaldes Evita Test Complete og kan erstatte moderkagebiopsien, som var ubehagelig for den gravide og medførste en lille risiko for ufrivillig abort.

"Vores mål med testen er at skabe tryghed i graviditeten. Den er et resultat af 16 års forskningsarbejde mellem det offentlige – Aarhus Universitetshospital – og private. Det er historien om videnskab på højt niveau, ildsjæle, tusindvis af timer bag mikroskopet og tålmodige penge," siger Palle Schelde, som er direktør for Arcedi Biotech og blandt de forskere, som har været med hele vejen.

Bag lanceringen af testen står et forskerhold på cirka 25 personer, men hele projektet og det efterfølgende forskningsarbejde opstod på foranledning af den nu afdøde professor Steen Kølvraa, som sammen med sine partnere i Arcedi Biotech besluttede at knække koden til noget, der af mange blev betragtet som værende umuligt.

"Vores forskningssamarbejde har i alle årene været båret af et stærkt, fælles ønske om at revolutionere fosterdiagnostikken. Sammen har vi nået en milepæl," siger klinisk professor i fosterdiagnostik på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, Ida Vogel.

Til at starte med bliver testen et tilbud til gravide mod betaling hos fertilitetsklinikker først i Danmark og senere i Europa og USA. Den skal laves i uge 10-14 af graviditeten, og den koster hele 12.000 kroner at få udført. Om den forventes at blive tilskudsberettiget eller en del af det offentlige tilbud, melder pressemeddelelsen ikke noget om.

Læs også

Del artiklen