Man kan blive døbt i stavkirken ved Moesgaard som for 1000 år siden

Nu er det muligt at blive døbt i en trækirke, der er bygget som i 1060, ved Moesgaard Museum. De aarhusianske folkekirkepræster skiftes til at indtage det historiske hus

Artiklens øverste billede
Det vil være muligt at blive døbt i Stavkirken hver torsdag fra 13. maj til 16. september.

Dåb Der vil i sommerhalvåret være mulighed for at få en ganske særlig dåbsoplevelse for alle, der gerne vil døbes. Det gælder både børn, unge og voksne.

Hver torsdag eftermiddag fra 13. maj til 16. september kan man blive døbt i stavkirken, der er bygget som for 1000 år siden.

"Der er jord på gulvet, ingen vinduer og bænke i siderne af rummet," forklarer Jette Marie Bundgaard-Nielsen, der er provst i Aarhus Søndre Provsti.

Hun har tidligere holdt andagt i stavkirken i forbindelse med en skovvandring i området.

"Der er ikke meget lys, men man kan lade døren stå åben. Det lille rum giver en intim stemning," mener hun.

Idéen om at døbe i de anderledes omgivelser udpringer af erfaringer fra efteråret med drop in-dåb. Det var en bragende succes.

"10 præster stod klar og var spændte på, om det overhovedet kom et øje. Det gjorde der. På to timer døbte vi 28 voksne og børn i Fredens Kirke. De fleste havde bare et vidne eller de allernærmeste med og ønskede, at det skulle være afslappet," siger Jette Marie Bundgaard-Nielsen.

Mange har udskudt dåb

Udskudte dåbsarrangementer i corona-året har skabt en pukkel af børn og voksne, der venter på at blive døbt. Dåb i Stavkirken skal afhjælpe det.

"Det er aldrig for sent at blive døbt, og der er plads til alle, uanset hvilket sogn de hører til," siger provsten, der har fået tilladelse fra biskoppen til at døbe i de særlige omgivelser.

Et keramisk dåbsfad bliver fremstillet til lejligheden. Det får de samme orange farver, som den historiske kirke har.

Under normale betingelser, kan Stavkirken rumme 30 dåbsgæster. Med den nuværende situation taget i betragten, vil man fra folkekirkens side oplyse dåbsfamilierne i så god tid som muligt om, hvor mange der kan være til stede i kirken de enkelte torsdage.

Det forventes, at et hver dåbshandling vil tage 20 minutter, og man derfor vil kunne nå fire-seks dåb hver torsdag.

Hvis man er interesseret i at høre nærmere, eller hvis man ønsker at booke tid, kan man henvende sig til Personregistrering Syd.

Læs også

Del artiklen