Partier vil indføre mulighed for borgerforslag i Aarhus

SF og Venstre er gået sammen om et forslag til en ordning, der skal gøre det lettere for aarhusianere at få forslag til debat i byrådssalen

Artiklens øverste billede
Det skal være lettere for aarhusianerne at få forslag til behandling i byrådssalen, lyder det fra Venstre og SF, som gerne vil have borgerforslag-modellen implementeret i Aarhus.

Siden januar 2018 har det været muligt via nettet at oprette borgerforslag, som kan resultere i konkrete beslutningsforslag i Folketinget. Nu ønsker de to aarhusianske byrådsmedlemmer Thomas Medom (SF) og Louise Louring (V), at det samme skal være muligt i Aarhus Byråd. De vil nemlig gerne give aarhusianerne mulighed for at indsende borgerforslag, der kan ende med at blive taget op til debat i byrådssalen.

Det oplyser de i en fælles pressemeddelelse.

”Vi har et fælles mål om, at vi vil have mindre system og mere borger, men den demokratiske proces kan være svær at påvirke for borgerne i Aarhus kommune. Der er rigtig mange gode idéer blandt borgerne, som ikke bliver hørt, fordi det kræver enormt meget overskud, vilje og tid, hvis en borger vil nå hele vejen ind i byrådssalen med sit forslag," fortæller Thomas Medom (SF) i pressemeddelelsen.

Det skal ligesom med borgerforslag til Folketinget foregå på den måde, at man som aarhusianer registrerer sin støtte med Nem-ID, og opnår forslaget det fornødne antal stemmer, bliver det konverteret til et beslutningsforslag, som kommer på byrådets dagsorden. På landsplan skal et borgerforslag opnå 50.000 støttere, før det når hele vejen til partierne i Folketinget. SF og Venstre i Aarhus har nedskaleret det antal, så det svarer til kommunens indbyggertal. Derfor foreslår partierne, at et borgerforslag skal have mere end 3.000 støttere på 180 dage, før det bliver taget op til behandling i byrådet.

Hvis det bliver en realitet i Aarhus, kan kommunens borgere se frem til, at det bliver lettere at præge byrådets dagsorden, end tilfældet er i dag.

”Processen fra borgerens idé til byrådssalen, ønsker vi at gøre kortere og mere simpel. Det skal være nemt for vores borgere at stille forslag og komme med de gode ideer - og tilsvarende nemt for os politikere at kunne gribe dem. Vi har dels rigtig mange borgere, som ikke lige kender en embedsperson. Det skal være nemt for dem at gøre opmærksom på deres behov og de gode løsningsforslag," fortæller Venstres Louise Louring, der sidder i Aarhus Byråd som stedfortræder for Lene Horsbøl, i pressemeddelelsen.

Det er dog vigtigt for de to partier at understrege, at borgerforslagene ikke skal indføres på bekostning af den almindelige gode dialog mellem borgere og politikere.

”Borgerforslag er ikke en erstatning for det repræsentative demokrati, men en mulighed for at supplere det med nye veje. Borgerne er fortsat mere end velkomne til at kontakte os byrådspolitikere direkte.” Og ”Vi får fat i nogle helt andre personer og ideer, og vi kommer til at se en anden form for resultater, ved at inddrage borgerne på den her måde. Samtidig har vi allerede gode erfaringer fra Børn og Unge-byrådet der allerede kan stille forslag direkte til byrådet,” siger Thomas Medom (SF) i pressemeddelelsen, hvor byrådskollegaen Louise Louring (V) tilføjer:

”Fra Folketinget har ordningen med borgerslag også bevist, at vigtige emner, sager og især etiske og principielle spørgsmål finder en vej til den offentlige debat og nogle gange også fører til beslutninger og vedtagelser, der ellers ikke var blevet til virkelighed.” Og slutter med ”Jeg kunne se, at vi lidt utraditionelt kunne nå hinanden ’over midten’, og derfor vil vi i SF og Venstre gerne løfte det her sammen ind til bordet.”

jwh

Læs også

Del artiklen