Kommunens jurister skal vurdere sagen

S og SF vil bede juridisk afdeling komme til bunds i sagen med Jette Skive og Hosea Dutschke

Artiklens øverste billede
Jette Skives navn blev kendt i hele landet i 2020, da Kongsgården-skandalen rullede på baggrund af TV2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden'.

"Wow. Som jeg læser det, er det her dybt, dybt alvorligt. Jeg er både vred og skuffet."

Sådan lyder responsen fra SFs medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget, Jan Ravn Christensen, da Lokalavisen Aarhus viser ham de omtalte mails mellem rådmand Jette Skive og direktør Hosea Dutschke.

Den chokerede SF-profil er særligt overrasket over Jettes Skives ordre om at blæse på økonomien.

"Hun er heldig, at hun får tilføjet 'så vidt muligt'. Så er der jo ikke en direkte ordre til at være fuldstændig ligeglad. Men alt andet indikerer, at han skal være lidt ligeglad og bare bruge løs. Det er dybt uholdbart," forklarer Jan Ravn Christensen, som nu vil have sagen undersøgt til bunds.

"Jeg vil bede om, at der indkaldes til et ekstraordinært udvalgsmøde for at få en redegørelse om, hvad pokker det her går ud på. Men jeg mener også, at det her er så alvorligt, at vi skal have en juridisk undersøgelse af det i Borgmesterens Afdeling. Der skal vurderes, om der er tale om en ordre, og om det skal have konsekvenser."

Hvorfor reagerer du så skarpt?

"Fordi jeg er skuffet. Vi har et magistratsstyre, der går ud på, at rådmændene har vide beføjelser og stor magt, men under ansvar. Så kan vi ikke leve med sådan en indirekte ordre om at blæse på økonomien, og at man nærmest skal føre valgkamp for DF. Derfor er rådmanden nødt til at redegøre for, hvad hun har ment. Og ligeså skal direktøren have lov til at forklare, hvad han mener, når han skriver, at han vil følge anbefalingen."

(Artiklen fortsætter under billedet)

S: Ikke kønt

Også hos Socialdemokratiet vækker de to mails stor undren, og politisk ordfører Anders Winnerskjold støtter en juridisk vurdering.

"Vores jurister er nødt til at se på, hvad der er op og ned i det her og fortælle, hvad man må og ikke må, og om der er noget i strid med lovgivningen. Det er i offentlighedens interesse. Jeg har svært ved at vurdere juraen, men det ser ikke kønt ud."

Winnerskjold, som også er medlem af Magistraten, ser ligesom Jan Ravn Christensen med stor alvor på den økonomiske del af Jette Skives mail.

"Som politiker bliver man da en anelse bekymret for, hvad det går ud på. Vi skal selvfølgelig have en ordentlig ældrepleje i Aarhus, men vi skal ikke bare smide økonomien ud med badevandet og efterlade et rod til et kommende byråd og en kommende rådmand. Det er der heldigvis heller ikke noget, der tyder på, at man har, men det vil vi nu have undersøgt."

Han mener ikke, at sådan en mail kan forsvares med, at rådmanden og forvaltningen var under voldsomt pres med Kongsgården-sagen. Der skal ageres og reageres i sådan en situation, men det kan gøres på mange andre måder, forklarer S-ordføreren, og det er Jan Ravn Christensen enig i.

"Har man brug for et højere budget til at løse sine opgaver, så må man gå til byrådet. Og vi har jo ikke fået nogen meldinger om, at man akut har haft brug for flere penge. Det har jeg ingen respekt for, og slet, slet ikke når man oven i købet binder det op på, at ledelsen skal huske at tænke DF."

Læs også

Del artiklen