Tusindvis af hospitalsansatte hyldes med kendis-koncert efter kaotisk år

Det har været et hårdt år for de ansatte på Aarhus Universitetshospital, Skejby. Koncert skal hylde og samle medarbejderne i en svær tid.

Artiklens øverste billede
Der er i alt omkring 10.000 ansatte på Aarhus Universitetshospital.

”Livet rækker hånden ud / Jeg tager imod / Som et sommerstjerneskud / Jeg tager imod”.

90’er-hittet ”Jeg tager imod” vil formentlig være på sætlisten, når Thomas Helmig fra en scene på Aarhus Teater torsdag giver koncert for medarbejderne på Aarhus Universitetshospital, Skejby.

De hospitalsansatte har i den grad ”taget imod” i de forgangne år, hvor coronavirussen har lagt sin klamme hånd over samfundet og ikke mindst givet læger og sygeplejersker nye opgaver og nye bekymringer.

Koncerten, der foregår online, er hospitalsledelsen hyldest til de ansatte, lyder det fra hospitalsdirektør Poul Blaaberg.

"Alle har trukket rigtig hårdt i lang, og mange medarbejdere viser dagligt villighed til at løse opgaver, de ikke er vant til. Det vil vi gerne anerkende og hylde," siger han til Lokalavisen Aarhus.

Den virtuelle koncert skal ifølge hospitalsdirektøren også gøre det ud for en forsinket indflytterfest til Skejby.

Et kaotisk år

Det er ikke kun Thomas Helmig, inklusiv stort band, der torsdag spiller op til dans i hjemmet. Den unge sanger Dopha har på forhånd indspillet en akustisk koncert på hospitalets helikopterlandingsplads, ligesom de hospitalsansatte kan opleve komiker Mahamad Habane på slap line.

Ifølge fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer, Marianne Østerlund Madsen, er det ikke nemt for ledelsen at takke de ansatte i denne COVID-tid.

"Vi må ikke være sammen, og ledelsen må ikke bruge for mange ressourcer. Det er skatteydernes penge. De forhold taget i betragtning synes jeg, det er et fint tiltag," siger hun til Lokalavisen Aarhus.

Marianne Østerlund Madsen beskriver det seneste år som ”tumultarisk” for sygeplejerskerne på AUH.

"Nogle er blevet flyttet rundt på, og nogle har knoklet i de afdelinger, de har været i. Der har været rigtig meget ekstra arbejde og mange bekymringer. Der har været sygemeldinger og nogle af de ansatte er blevet ramt af COVID, fordi de er gået på arbejde", siger hun.

Ville I ikke hellere have haft en økonomisk bonus end en koncert?

"Jo, det vil vi gerne, men det skulle så være sket ved overenskomstforhandlingerne for alle landets sygeplejersker. Vi fik meget ros og mange klap og tak, men en lønstigning havde været på sin plads."

Mahamad Habane under videooptagelserne på AUH.

Velvilje fra lokal superstjerne

Udover musikken vil der torsdag aften også være en række små indslag, hvor afdelingsledere byder ind med korte videoer for at hylde netop deres afdeling.

"Jeg skal selv se med, og jeg glæder mig til at se, hvordan det kommer til at spille af. Jeg har set Thomas Helmig til festival, og han er mega dygtig til at holde en fest," siger Marianne Østerlund Madsen.

Den virtuelle koncert for de ansatte på AUH starter 19.30 og kommer ifølge hospitalsdirektør Poul Blaaberg til at vare omkring 75 minutter.

Koncerten bliver en af ganske få i år for Thomas Helmig.

"Det, at kunsterne vil optræde, viser en stor lyst til at fejre de hospitalsansatte og stor velvillighed fra ikke mindst Thomas Helmig," siger Poul Blaaberg.

Idéen til koncerten kommer oprindeligt fra en AUH-medarbejder, der gerne ville lave et arrangement, som kunne samle de hospitalsansatte i en tid, hvor det er svært at samle fællesskabet.

Thomas Helmig giver meget få koncerter i 2021.

Læs også

Del artiklen