Genopførsel af den gamle Elsted-Lystrup Skole koster 12,6 millioner

Magistraten skal tage stilling til, om kommunen skal bruge penge på at genopføre den gamle skole, hvor blandt andet KFUM-spejdere holdt til

Artiklens øverste billede
Den anden brand var voldsommere end den første. Foto: Øxenholt Foto

Det er snart ni måneder side, at den gamle Elsted-Lystrup Skole brød i brand for anden gang på en måned.

Ingen personer er endnu blevet anholdt i forbindelse med de påsatte juni-brande, men på mandag skal Magistraten vende tomlen op eller ned til, om det lokale samlingspunkt skal genopføres.

Det vil komme til at koste 12,6 millioner kroner, fremgår det af en indstilling fra Sport og Fritid, som ejer bygningen og allerede har brugt 1,2 millioner kroner på rådgivere, oprydning, reperationer og genhusning af Lystrup KFUM-Spejderne, der har fået en midlertidig barakbygning på nabogrunden.

Spejdernes del udbrændte helt, men også et mødelokale for dagplejen og et nyindrettet musikrum i kælderen blev totalskadet.

Første brand 7. juni var voldsom, men bygningen blev vurderet til at kunne reddes og dele kunne genanvendes. Den anden brand var endnu kraftigere og gjorde, at murværket mistede sin bæreevne.

Forsikringen betaler

Oprindeligt troede Sport og Fritid, at der var økonomi til en genopførsel, men de 12,6 millioner kroner var noget mere, end man havde forventet. Heldigvis har kommunens forsikring accepteret at betale beløbet.

Ifølge indstillingen fra Sport og Fritid ønsker man, at en genopførsel skal have fokus på multifunktion og den genopførte fløj skal have forbindelse til resten af beboerhuset, så flere af de lokale kan have glæde af faciliteterne.

"Den genopførte facilitet forventes i højere grad at kunne understøtte spejdernes nutidige behov og krav til deres indendørsfaciliteter. Ligeledes vil det være muligt i langt højere grad at skabe mulighed for, at samme faciliteter kan være brugbare for øvrige foreninger og brugere," skriver Sport og Fritid, som forventer, at den genopførte bygning kan stå klar allerede i 2022.

Den anden brand var voldsommere end den første. Foto: Øxenholt Foto

Den gamle skole efter første brand. Foto: Kim Skovrup Andersen

Den gamle skole efter første brand. Foto: Kim Skovrup Andersen

Læs også

Del artiklen