Stilhed eller larm
præsteklumme År tilbage opdagede vi, at der var skimmelsvamp i orglet i Viby kirke. Det var noget skidt – for når orglet så spillede, blæste sporer rundt i rummet – til skade for besøgende. Derfor blev orglet omhyggeligt renset – og en blæser blev sat ind – for at sikre frisk luft mellem orgelpiberne og en sund kultur uden plads til skimmelsvampe.
Siden har denne blæser kørt nat som dag – en stille summen i rummet, som man først opdager, når der ellers er helt stille. Men har man først opdaget den, er freden forbi. Så når jeg sagde til mine konfirmander: Prøv at sidde helt stille nu og nyd roen og stilheden herinde bag kirkens tykke mure – så hørte jeg selv ikke andet end denne irriterende lille summen.
Men nu er roen tilbage. Der er kommet "timer" på – så nu kører blæseren kun om natten - og sammen med vores nye gode varmeanlæg er det alt rigeligt til at holde skimmelsvampen fra døren. Skønt!
Nu hører man tydeligt forskellen. Mellem stilheden i rummet bag de tykke mure – og en stille summen fra trafikken på torvet, børnenes leg i skolen overfor eller en fugl eller to på kirkegården. Men lydene udefra generer ikke. De understreger bare forskellen mellem ude og inde. At det kan være rart for en stund at komme lidt i læ.
Bortset fra det er det måske mere larm, vi længes efter for tiden. Det seneste år har budt på alt for megen stilhed. Vi er blevet trætte af at høre på os selv, og af at kaffekanden aldrig svarer igen! Vi længes efter lyden af mange mennesker, larm, latter og sang. Vi er trætte af den onde stilhed og længes efter den gode larm og tummel fra levet liv blandt mange andre.
Alligevel håber jeg, at vi tager stilheden med os – på den gode måde. Bliver ved med de mange traveture, så vi også fremover lytter til naturens stilhed, som er så fuld af lyde – fra vinden eller fuglene eller bækken. Værner om de lyde, som ikke er menneskeskabte, men som vi lever og næres af. Eller giver os tid i samtalen med både store og små, så der opstår gode stilheder, hvor vi lytter til hinanden og får plads til at undres. Husker, at nogle har brug for mere stilhed og længere pauser, før de tager ordet. At også pausen er ladet med betydning.
Ubrudt stilhed er tyngende. Endeløs larm er den rene tortur. Men en symfoni. At alle de mange lyde og stilheder og toner, som naturen og menneskelivet er fyldt af, kan være usigelig smuk. Hvis vi da husker at stoppe op og have øren derfor.
