Lys idé blev til cider fra over to ton aarhusianske overskudsæbler

Iværksætter-virksomheden DeliDrop havde stor succes med at indsamle ubrugte æbler

Artiklens øverste billede
De mange æbler fra haver i Aarhus er blevet til 850 liter cider. Pressefoto

Sidste år fik iværksættervirksomheden DeliDrop fra Agro Food Park i det nordlige Aarhus en god idé.

Hvert år går cirka fem millioner kilo æbler til spilde, fordi de ikke bliver plukket og ender med at ligge og rådne på jorden.

For at bekæmpe det store madspil, fandt DeliDrop sammen med virksomheden Decideret Cider på en indsamlingsordning af de uønskede æbler for at omdanne dem til læskende cider.

Og der var stor opbakning fra haveejerne derude. I efterårsferien 2020 blev hele 2,2 ton overskudsæbler indsamlet i Aarhus, og det blev til hele 850 liter læskende cider, oplyser DeliDrop i en pressemeddelelse.

For hver 20 kilo, haveejerne afleverede, modtog de en flaske cider, mens resten af den aarhusianske cider fra marts kan købes i byens butikker, caféer og restauranter under navnet 'Decideret Aarhusiansk'.

"Vi er meget stolte af Decideret Aarhusiansk. De mange blandede æblesorter fra de aarhusianske haveejere var fyldt med smag. Decideret Aarhusiansk er blevet super nuanceret i smagen og er én af de mest interessante cidere, vi har produceret på lokalindsamlede æbler," siger Cornelius Simonsen fra Decideret Cider.

Det bæredygtige initiativ blev også prøvet af i København, som endte med at indsamle lige så mange æbler som Aarhus. Men opbakningen og indsamlingerne gik langt over forventningen og skabte et pludseligt pladsproblem for DeliDrop.

"Først var vi nervøse for, hvorvidt der var nok, som ville deltage og komme med æblerne. Men da det så begyndte at vælte ind, blev jeg bekymret over, hvor vi skulle opbevare dem, indtil de skulle sendes af sted. Heldigvis fandt vores nabo fra kvægbrug-foreningen Viking Danmark plads til os på sit lager til gengæld for en gang cidersmagning," fortæller Inge Müller fra DeliDrop.

Aarhus-iværksætterne planlægger at gentage succesen, og allerede nu kan man på DeliDrops hjemmeside tilmelde sig den store indsamling i efteråret 2021.

Det er firmaet Decideret Cider, som har stået for produktionen af den aarhusianske cider. Pressefoto

ddp

Læs også

Del artiklen