Pressefoto: Netto

Pressefoto: Netto

Netto i helt nye klæder åbner snart i Skødstrup

I starten af maj kan indbyggerne i Skødstrup foretage deres indkøb i en Netto med et nyt butikskoncept

Det bliver ikke den velkendte, typiske Netto, som borgerne i Skødstrup vil møde, når de per 5. maj kan foretage deres indkøb i en ny butik på Grenåvej.

Discount-supermarkedet har gentænkt rammerne og vil lokke kunderne til med ny indretning, nye farver og fokus på frugt, grønt og nemme måltider.

Selv musikken fra højttalerne og Netto-medarbejdernes tøj er blevet opdateret, skriver discount-kæden i en pressemeddelelse.

"Kernen i vores nye koncept vil stadig være det, som man som kunder kender: Gode varer til de bedste priser. Men med vores nye koncept vil vi i endnu højere grad gerne skabe butikker, som det er rart at være i for kunder og medarbejdere," fortæller Michael Løve, der er direktør i Netto.

Modsat andre Netto'er vil Skødstrup-udgaven have en frugt- og grønt-afdeling, som spiller en mere bærende rolle, og så vil convenience-varer som eksempelvis færdigretter få sin egen sektion.

Derudover vil kunder få en såkaldt Scan&Go-mulighed, hvor man via en app på sin smartphone selv scanner og betaler sine varer, mens man køber ind, hvorved man slipper for at stå i kø ved kassen.

Nettos nye butik i Skødstrup er en af i alt 68 butikker, som Netto enten bygger eller renoverer i 2021. Det er målsætningen, at samtlige Netto-butikker inden for de næste fem år skal renoveres og forvandles med det nye koncept.

I 2021 er kædens plan at bruge hele en milliard kroner på nye butikker.

Pressefoto: Netto

Pressefoto: Netto

Pressefoto: Netto

Pressefoto: Netto

ddp

Publiceret 06 April 2021 18:22