Foto: Århus Håndbold.

Århus Håndbold lukker og fusionerer med Skanderborg Håndbold

De to herrehåndboldklubber Århus Håndbold og Skanderborg Håndbold fusionerer. Det har klubberne netop meddelt på et fælles pressemøde.

De to hold spiller videre på Skanderborgs licens, og Aarhus-klubben lukkes dermed i sin nuværende form.

Det betyder samtidig, at det nuværende Århus Håndbold, bliver tvangsnedrykket fra HTH Herreligaen.

Århus Håndbold indkaldte til pressemøde klokken 14.00 og afslørede planerne for fremtiden.

Skanderborg Håndbold endte grundspillet på syvendepladsen og er derfor med i slutspillet.

Århus Håndbold sluttede på 12.-pladsen og er derfor en del af nedrykningsspillet, hvor klubben på grund af tvangsnedrykningen kommer til at ende sidst.

"Efter et år med udfordringer, og med en helt enestående opbakning fra vore sponsorer, fans, medarbejdere og medlemmer, rettes pilen nu i retning af den kommende sæson.

Skanderborg Håndbold og Århus Håndbold har over de senere år været en del af såvel rækkens slutspil – som flittige deltagere i FINAL-4 stævnerne. I stedet for at konkurrere på points på banen, og om sponsorer og tilskuere udenfor, forenes kræfterne nu, for, over en 3-årig periode, at tage kampen op mod rækkens absolutte top, med en klar fremtidig målsætning om fast at tilhøre top-5," skriver Århus Håndbold på sin hjemmeside.

Usikkerheden om fremtiden, ikke mindst med COVID 19 som ukendt faktor, skal være en professionel overvejelse i enhver virksomhed i kultur- og underholdningsbranchen. Ligeledes skal det være en ambition i enhver håndboldklub at tilhøre toppen af Ligaen. Vel at bemærke en liga, hvor interesse og involvering fra sponsorer og tilskuere forventes at stige eksplosivt med de absolutte topklubbers oprustning.

I både Skanderborg Håndbold og Århus Håndbold er det en kendt del af ledelsens udgangspunkt for drift og strategi i hverdagen.

Historien viser tydeligt, at det i de senere år har været en stor udfordring blot at snuse til toppen af Dansk Herre håndbold. Fordelene ved fusionen ser vi som følgende:

Sportsligt:- Et klart højere sportsligt niveau opnås ved sammenlægning af trupperne i år 1.- Kampen om pladserne skærpes, med højere kvalitet til følge.- Udvidelse af den samlede trup er til en væsentlig lavere omkostning end ved 2 fulde trupper.- Styrkelse af den samlede medicinske stab.- Hele træner- og lederdelen kan udføres af 1 set-up.

Økonomisk:- Lavere totale omkostninger ved sportsligt set up- Mulighed for at fastholde talenter længere end i øjeblikket.- En samlet administration- Lavere totale omkostninger ved afvikling af VIP og kamp.o Særligt ÅRHUS HÅNDBOLD har haft uforholdsvis store omkostninger tidligere.- Mulighed for at fordoble salgsindsatsen fremadrettet.

Sponsorer:- Fordobling af netværket.- Mulighed for, som sponsor, at købe ind på et Østjysk hold med deraf følgende bredere målgrupper- Mulighed for nationale sponsorer at benytte den nye fusion- Større tilskuer opbakning. – Større regional og national nyheds eksponering

Fra den nye ledelse er en entydig og klippefast tro på det nye set – up. Ligeledes håber vi på, at den nuværende fantastiske opbakning, vi nyder fra sponsorer og fans, vil fortsætte til det nye hold," hedder det fra Århus Håndbold.

Publiceret 05 April 2021 14:32