Rebecca Holst Andersen.

Rebecca Holst Andersen.

Præsteklumme:

Velkommen her – et savn

Af
Rebecca Holst Andersen

sognepræst ved Ravnsbjergkirken

præsteklumme Da coronakrisen kom til Danmark, synes jeg, det var et kæmpe tab ikke at kunne give hånd. Jeg savnede det især i mit faglige virke, hvor håndtrykket er ren respekt, og hvor det var meget underligt at mødes med efterladte ved en bisættelse, eller blot med sognebørn i kirkedøren uden at kunne give dem hånden. Sådan har jeg det stadigvæk. Trods det at jeg nu synes, at vi må undvære lagt værre ting i vores kirkeliv, såsom salmesang, alle de begravelsesgæster der ønsker at deltage, en fuldtallig menighed, nadver eller gudstjenester på mere end de 30 tilladte minutter.

Alligevel står håndtrykket tilbage for mig som noget ganske vigtigt, der er gået tabt, og som nogle forskere endda forudser aldrig kommer tilbage.

Men hvorfor er håndtrykket så vigtigt? Det er det nok fordi, det er den måde, vi byder folk ind. Vi tager imod, og vi viser respekt. Og det er jo nok dét, jeg savner mest af alt; at byde mennesker velkommen. Vi er nok mange, der savner at have middagsgæster, at feste eller bare at mødes til diverse aktiviteter.

Det er vigtigt for os alle, at vi engang imellem bliver budt velkommen, bliver taget imod, med også at vi får lov til at tage imod andre.

Når vi tager imod hinanden, hvad end det er privat eller professionelt, så ser vi hinanden. Vi ser det menneske, vi står over for. Vi viser respekt, og vi viser, at vi nu har prioriteret tid til det menneskelige møde, som er ved at finde sted. Det varmer, både at byde andre velkommen, og når vi selv bliver budt velkommen.

På søndag er det Palmesøndag, den dag hvor Jesus bydes velkommen i Jerusalem. Ikke med håndtryk men med palmeblade. Der var helt sikkert alt for mange mennesker samlet dengang i Jerusalem til, at hverken forsamlingsforbud eller corona-afstand blev overholdt, men måske netop derfor er indtoget i Jerusalem en historie om glæde. Om den glæde der udspringer af menneskelige møder; af begejstring, af entusiasme og af at byde ind i et fællesskab. Det er en fortælling om noget af alt det, jeg savner.

Jeg glæder mig til jeg forhåbentlig engang igen må give hånd, men mest af alt glæder jeg mig til at byde velkommen og til at blive budt velkommen. Jeg glæder mig, til vi igen må se hinanden og glædes over de menneskelige møder på vores vej.

Publiceret 25 March 2021 03:00