Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

Rådmand: Byg p-anlæg under det nye stadion

Naboer frygter trafikkaos, når Kongelunden får flere events og tilskuere. AGF og Tivoli Friheden kræver flere p-pladser, og teknisk rådmand foreslår at bygge p-anlæg under det nye fodboldstadion

Af
Jørgen Rye

JP Aarhus

"Et p-anlæg under et nyt stadion er en oplagt idé, når vi alligevel skal i gang med at bygge nyt."

Det siger teknisk rådmand Bünyamin Simsek (V), der har hentet idéen fra visionskonkurrencen om Kongelunden.

"Når vi har en 100-års-mulighed og økonomi at arbejde med, skal vi give noget til naboerne i kraft af en fredeliggørelse af villakvartererne, så deres indkørsler og fortov ikke bliver spærret af biler, når der er kampe og events i området. Det kan ske ved at bygge et nyt p-anlæg under det nye stadion," siger rådmanden.

Håndtering af mere trafik og p-pladser er en vigtig opgave i Kongelunden-projektet, hvor nye faciliteter vil øge aktiviteterne og dermed tilskuertallet – og dermed trafikken.

Den fremtid bekymrer naboerne i området, og Hans Jørgen Petersen, der bor på Jyllands Allé og er formand for foreningen Aarhus Byfælled, Vision Kongelundens grønne venner, er ikke begejstret for rådmandens idé.

"Jo, det vil fjerne parkering fra villavejene, men biltrafikken skal fortsat ind i området, og det vil give en endnu større belastning især i weekenderne i sommermånederne, hvor de fleste arrangementer er. Vi ser hellere en løsning med fjernparkering," siger han, der understreger, at han endnu ikke har drøftet p-hus-forslaget med sin bestyrelse.

Fremskriv tallene

Torsdag i sidste uge var Hans Jørgen Petersen og repræsentanter for andre beboergrupper til onlinemøde med Kongelundens konsulenter. Her blev en række analyser og scenarier for trafik og parkering præsenteret af Teknik og Miljø, og blandt scenarierne var netop nye p-anlæg i Kongelunden-området f. eks. under stadion eller væddeløbsbanen.

Efter mødet ser Hans Jørgen Petersen især to problemer:

"Scenarierne er baseret på trafiktal fra 2019, men vi mener, at man bør opstille scenarier på baggrund af en fremskrivning af tal for aktiviteter og trafik i 2025/26 for at give et retvisende billede. Kongelunden vil resultere i flere og større aktiviteter og øget samtidighed af aktiviteter i området, og derfor vil trafikbilledet ændres radikalt," siger han.

P-hus ved stadion

Hos AGF står der især flere p-pladser på ønskesedlen, fortæller Bo Jensen, projektleder ved AGF:

"Vi har et stort fokus på parkeringspladser, som er en udfordring for alle brugere af området, inklusive naboerne. Løsningen kan være et nyt parkeringshus tæt på stadion. Væddeløbsbanen, som vi har et godt samarbejde med, er også en nærliggende mulighed. Her har vi tidligere brugt indercirklen til parkering, og det kunne også være en model for en mere fast løsning. En fuld udnyttelse af skråparkeringen ved Kongevejen vil også give 600 p-pladser," siger han.

Analyser viser, at ca. 60 pct. af AGFs tilskuere kommer i bil med gennemsnitlig to-tre personer i hver bil.

"Til de helt store kampe og koncerter med fuldt hus på stadion vil gæsterne acceptere at parkere lidt længere væk og bruge en shuttlebus, men i det daglige ved AGF-kampe vil folk ikke parkere flere kilometer væk og tage en bus. Der vil vi med en kapacitet på ca. 3.500 p-pladser formentlig kunne dække langt det meste, hvor vi ved, at ca. 60 pct. af tilskuerne kommer i bil. Og det vil kunne ske samtidig med, at der er andre arrangementer i området – eksempelvis at Tivoli Friheden holder åbent," siger Bo Jensen.

Fjernparkering er galimatias

En anden stor aktør i Kongelunden er Tivoli i Friheden, og her er direktør Henrik Ragborg Olesen helt på linje med AGF. Han ønsker også flere p-pladser, for ca. 65 pct. af Frihedens gæster kommer i bil, i øvrigt næsten samme andel som AGFs tilskuere.

"Vi håber, at man i Kongelunden-projektet får etableret den rette infrastruktur og et tilstrækkeligt antal p-pladser, som kan tage den reelle kapacitet. Fjernparkering kan være en mulighed ved mega-events, men i dagligdagen for AGF og Friheden er det helt galimatias at snakke om, for du får aldrig folk til at parkere langt væk. Vi må respektere, at mange mennesker anno 2021 kører i bil," siger Henrik Ragborg Olesen med tilføjelsen:

"Men vi skal selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at omstille til grøn trafik, og derfor har vi netop doneret 250 meter cykelstativer ud mod Stadion Allé," siger han.

Ny udendørs scene

Friheden er i gang med at bygge en ny udendørs scene, som skal stå klar næste år, og direktøren forventer, at det vil betyde fire koncerter flere, så de årlige ca. 22 koncerter vil vokse til ca. 26 koncerter. Hver koncert har i gennemsnit ca. 7.500 tilskuere, men direktøren forventer ikke en kæmpe vækst i besøgstallet.

"Vi håber selvfølgelig på en fremgang, og det kan da godt være, at vi vokser med 50.000 flere gæster årligt, men der er ikke udsigt til, at vi pludselig runder 1 mio. gæster," siger Henrik Ragborg Olesen, der i 2019 havde Frihedens hidtil bedste år med et besøgstal på 636.000 gæster.

Undersøgelser af trafikken, et nyt stadion og en helhedsplan for Kongelunden fortsætter, og projektdirektør Alvaro Arriagada har tidligere oplyst, at han forventer at kunne inddrage borgerne i planer før eller efter sommerferien.

Trafik og parkering i Kongelunden

  • I forbindelse med Kongelunden-projektet, som vil betyde øget aktivitet og flere gæster, skal der findes en løsning for trafik og parkering i området.
  • Teknik og Miljø har udviklet scenarier, der bl.a. foreslår p-anlæg under stadion, under væddeløbsbanen, ved Tangkrogen eller ved Teknologisk Institut.
  • I 2019 var der 430 arrangementer i området, heraf 45 med 5-10.000 tilskuere og 24 med over 10.000 tilskuere. Arrangementerne er bl. a. fodboldkampe og koncerter, og en stor del af dem ligger i sommermånederne og i weekenderne.
  • Tal viser, at 60 pct. af AGFs tilskuere tager bilen (i snit 2,7 gæster i hver bil).
  • Ved Fed Fredag i Friheden er det ca. 65 pct. af gæsterne, der kører i bil.
  • Der er ca. 3.800 p-pladser omkring Ceres Park inklusive ca. 2.000 p-pladser ved væddeløbsbanen.

Publiceret 17 March 2021 17:41