34-årige Allan Jensen kæmper for at komme fri af sit stofmisbrug.

34-årige Allan Jensen kæmper for at komme fri af sit stofmisbrug. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Hjemløse Allan:

"Nødvendigt at jeg tager på misbrugscenteret nu"

Allan Jensen har erkendt, at han ikke kan komme ud af sit stofmisbrug på egen hånd

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

hjemløs Øjnene er anderledes friske og nærværende, kinderne er blevet lidt fyldigere, mens de har fået mere kulør, og stemmen er mere tydelig og klar.

Inden jul mødte Lokalavisen Aarhus den 34-årige hjemløse Allan Jensen. Dengang var han bleg, og han var svær at få øjenkontakt med. Men med årsskiftet er der også sket et skifte i ansigtsudtrykket, stemmen og hverdagen for den hjemløse aarhusianer.

Hans dagligdag har tidligere været fyldt med heroin, hash og utallige timer på Værestedet i Jægergårdsgade, men han har besluttet sig for, at han skal have hjælp nu, så han kan lægge stofferne helt på hylden.

I et år følger Lokalavisen Aarhus den hjemløse Allan i hans kamp for at komme tilbage til et normalt liv, hvor han kan få kontakt til sin datter, som han ikke har set i snart to år.

Siden august, hvor Lokalavisen Aarhus mødte Allan for første gang, har han været markant modstander af at komme i behandling på misbrugscenteret X Rus på Sumatravej, men nu har han indset, at det er nødvendigt, hvis han skal blive stoffri. Han har for nylig været i corona-isolation, da han havde været i nær kontakt med en smittet, og i de dage, hvor han lå på sit værelse på forsorgshjemmet Tre Ege i Brabrand, indså han, at det var altafgørende, at han kommer i gang med en kontrolleret behandling. På den måde vil han få den medicin, der skal til for at komme ud af misbruget, så han ikke skal skaffe medicinen på gaden hver dag.

"Det var isolationen, der gav mig noget betænkningstid. Jeg lå og var hjælpeløs, og det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg bliver nødt til at være skrevet ind, så jeg kan få medicin hele tiden, så jeg ikke skal gå og tænke på, hvordan og hvor jeg skal få det næste gang. Derfor skal der startes op på medicin, og det er nødvendigt, at jeg tager på misbrugscenteret nu. Spørgsmålet er så, hvilken behandling misbrugscenteret vælger til mig. Jeg har sagt til personalet på Sumatravej, hvordan det er lige nu, og så er det op til personalet at koordinere det. Jeg er ikke læge."

Kokain på retur

Isolationen og et mere stabilt liv på Tre Ege har betydet, at han ikke længere tager stoffer hver dag.

"Det fylder ikke så meget mere. Kokainen er der stadig en gang imellem, men det er også på vej væk. Jeg søger ikke længere stofferne og har ikke den samme trang til at gå ud og hente noget."

Ifølge Allan Jensen har han maks. 10 gange siden nytår taget stoffer. Han siger, at det alle gangene har været for ikke at blive syg. Det bliver han, hvis ikke han får sin metadon, som er den medicin, han skaffer på gaden eller får fra bekendte.

"I den seneste tid har været et par smuttere, fordi jeg har haft svært ved at skaffe medicin."

Han har en klar forventning om, at han kan lægge stofferne helt væk, når han er i gang med behandlingen.

"Så har jeg ikke behov for det. Jeg har kun taget det for ikke at blive syg, når jeg ikke har kunnet skaffe medicin. Det har ikke været i sjov og ballade her i 2021, når jeg har taget stoffer."

Frustrationer

Den hjemløse aarhusianer har tidligere været frustreret over rusmiddelcenteret og har haft svært ved at indordne sig under de forhold, der er på stedet.

"Hvis man ikke har lyst til at være i kasser, så bliver man lidt trodsig. Man er nødt til at acceptere, at det er dem, der laver reglerne, og så må man spille efter dem. Man går efter sine egne regler for at komme ind i det her miljø, men det er lidt svært at gå ud af det med sine egne regler, for det kan man jo ikke rigtig. Der har man brug for hjælp, og så bliver du nødt til at følge deres regler."

"Jeg tror, det er selvindsigt i, hvad der skal til, der har gjort, at jeg har ændret holdning. Jeg tror, jeg har prøvet på at udskyde det, fordi det bliver hårdt, men det er hårdere at være i misbruget. Det er der ingen tvivl om."

Har det været en dårlig undskyldning?

"Ja, det tror jeg. Jeg tror, det har været sådan noget med, at jeg ikke har lyst til at skubbe det fra mig."

Allan Jensen har endnu ikke noget overblik over, hvornår han kan være stoffri. Han tager en dag ad gangen og lader det gå sin gang på rusmiddelcenteret.

Et indblik i livet som hjemløs

Jeg møder 34-årige hjemløse Allan Jensen første gang i min sommerferie, hvor jeg sammen med min familie er på en guidet tur rundt i byen med ham - en såkaldt povertywalk.

Hans mål er at komme væk derfra, få sin egen lejlighed og få samvær med sin datter på fem år, som han ikke har set i halvandet år. Men det kræver hårdt arbejde, og det er svært for Allan at tage sig sammen og få livet på ret køl, men hans vilje fejler ikke noget. Allan indvilliger i, at jeg følger ham det kommende år. Det her er Allans historie, fortalt af Allan til mig.

Podcast "For min datters skyld"

Sideløbende med artikelserien om Allan Jensen producerer Lokalavisen Aarhus en podcast med ham. Den hedder "For min datters skyld" og kan findes der, hvor du plejer at lytte til podcast.

Lyt ved at klikke HER

Publiceret 05 March 2021 06:00