Andreas Steenberg (RV) vil gerne opstilles i Aarhus, efter Morten Østergaard har efterladt en ledig kreds.

Andreas Steenberg (RV) vil gerne opstilles i Aarhus, efter Morten Østergaard har efterladt en ledig kreds. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Radikal profil forlader Skivekredsen:

Vil stille op i Aarhus

Af
OLE DALL

Skive Folkeblad

Det radikale folketingsmedlem, Andreas Steenberg, satser fremover på opstilling til Folketinget i Aarhus, og han forlader dermed både Herningkredsen og Skivekredsen, hvorfra han første gang blev valgt til Folketinget i 2011 - og siden er blevet genvalgt.

Det skriver Skive Folkeblad.

I Aarhus er der fire store opstillingskredse, og en kreds blev ledig med den tidligere partileder Morten Østergaards beslutning om ikke at genopstille til næste folketingsvalg. Aarhus er en af de nye højborge for de radikale, og går de radikale tilbage ved det kommende valg, vil chancen for at blive valgt formentlig blive større for Steenberg med opstilling i Aarhus frem for Skive-kredsen. Samtidig er det for partiet vigtigt at samle så mange stemmer op som muligt af dem som Morten Østergaard fik ved valget i 2019.

"Det kan ligne et nemt valg at skifte, men det er ikke nemt for mig. Jeg har jo været så glad for at være opstillet og valgt i Skivekredsen, og jeg har været glad for samarbejdet med vælgerforeningen, med borgere og erhvervsliv på Skiveegnen, med Skives borgmester og mange andre," siger Andreas Steenberg til Skive Folkeblad.

Han nævner den nye omfartsvej ved Haderup, den kommende cykelsti i Salling og den vellykkede kamp mod nedgravning af atomaffald på Skiveegnen, som nogle af de områder, hvor han som lokalt valgt folketingsmedlem har gjort en forskel for lokalområdet.

Det er den 24. april, der er opstillingsmøde i Aarhus, hvor Andreas Steenberg på en opstillings-generalforsamling kan forvente at blive én af de fire kandidater til de fire kredse i Aarhus. Den største og mest attraktive kreds vil være Aarhus Øst-kredsen.

Andreas Steenberg understreger, at han som folketingsmedlem fortsat vil have øje for Skiveegnens interesser og ser frem til fortsat at være i dialog med egnen, skriver Skive Folkeblad.

Skivekredsens Radikale Venstre skal nu på jagt efter en ny folketingskandidat. Set med Andreas Steenbergs øjne er det vigtigt, at partiet lokalt finder en kandidat, der kan trække stemmer i hele Vestjyllands Storkreds og dermed øge chancen for valg.

Kilde: Skive Folkeblad

Publiceret 03 March 2021 10:08