Morten Nystrup, ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser.

Morten Nystrup, ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser. Foto: Joachim Ladefoged.

AARHUS-SKALAEN:

Tiden læger alle lår

Her er de seneste aarhusianske op- og nedture

OPTUR

Byg uden brok?

Bestseller-selskabet AAA United har vundet retten til at bygge på Indre Aarhus Ø ved Nørreport, også kaldet Hængslet. Arkitektfirmaet Dorthe Mandrup har sat stregerne til kontorhuset i fem etager. Det hviler på søjler, så man bevarer kigget og forbindelsen mellem by og havn. Under terræn kan aarhusianerne se frem til overdækket byrum med bl.a. et madmarked og i det hele taget glæde sig over et – ifølge illustrationerne – flot, flot byggeri. Endda fra Fællesrådet for Aarhus Ø lyder der positive toner, så vejen må være banet for den lokalplan, der skal gøre byggeriet muligt.

Corona-nuancer

Mange unge er stadig spærret inde derhjemme, og restauranterne står endnu tomme. Alligevel er der noget at glædes over. Ramsløgene titter så småt op af bunden i Riis Skov, dagene er blevet mærkbart længere, og kunderne kan endelig vende tilbage til mange butikker. Der er med andre ord håb forude. Ikke mindst fordi det lader til, at debatten om genåbningen af landet omsider er blevet mere nuanceret. Ingen går ind for hverken massedød eller økonomisk og mentalt sammenbrud. Det klæder demokratiet, at saglige synspunkter udfordres af valide argumenter og divergerende holdninger. Også selv om det handler om corona.

Nedtur

Profil siger stop

”Morten Østergaard” rimer stadig på ”lår”, og den politiske leder genopstiller ikke til Folketinget. Sagen om hans krænkelser og måske især håndteringen af dem, har gjort det svært for ham at vende tilbage til Christiansborg. I to årtier har han været kandidat for De Radikale i Aarhus, og hans beslutning om at stoppe når denne folketingsperiode (og dermed en lukrativ orlovsordning) udløber, begrædes af lokale partikammerater, bl.a. rådmand Rabih Azad-Ahmad. Østergaards bedrifter og personlige egenskaber hyldes, og det er sikkert overvejende berettiget. Er der mon tale om et mere nuanceret syn på behandling af krænkerne eller blot endnu et udtryk for selvophøjede, radikale moralbegreber?

Publiceret 03 March 2021 11:13