Jette Skive (DF) genopstiller ikke til efterårets kommunalvalg. Hun flytter fra byen, satser på en plads i regionsrådet og mener, at partiet i Aarhus vil have godt af et generationsskifte. Foto: Kasper Heden Andersen

Jette Skive (DF) genopstiller ikke til efterårets kommunalvalg. Hun flytter fra byen, satser på en plads i regionsrådet og mener, at partiet i Aarhus vil have godt af et generationsskifte. Foto: Kasper Heden Andersen

Rådmand stopper i aarhusiansk politik

Aarhus’ første rådmand fra Dansk Folkeparti, Jette Skive, genopstiller ikke til kommunalvalget i november

Af
Maria Dalhoff, JP Aarhus

og Morten Nystrup

"Har jeg ikke lov til at være en lille smule stolt af, at jeg selv har banet vejen og kommet helt herop," spørger Jette Skive.

Hun sidder på sit rådmandskontor oppe under rådhusets tag og kigger tilbage på sin tid i byrådet som medlem for Dansk Folkeparti. Hun kom i byrådet i 2010 og sikrede i 2014 Dansk Folkeparti en tung lokalpolitisk post som øverste politiske ansvarlig for byens ældre, omkring 7.000 ansatte og et budget på knap 3 milliarder kroner.

Men til årsskiftet stopper det kapitel i hendes politiske karriere. Rådmanden for Sundhed og Omsorg har besluttet, at hun ikke genopstiller ved kommunalvalget den 16. november.

"Det er en beslutning, jeg selv har truffet, og som jeg har det rigtig godt med. Jeg har haft 7-8 spændende år. Det sidste år har dog været rigtig trælst," konstaterer Jette Skive, som ikke kun henviser til corona-epidemien, der i den grad har sat sit præg på hverdagene på plejehjemmene både for beboerne og for personalet, men også har sat en stopper for det, hun selv sætter stor pris på ved rådmandsarbejdet; at komme ud og mødes med borgerne. For det seneste år har i den grad også været præget af sagen om plejehjemmet Kongsgården, der kom på alles læber efter TV 2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden'. Med brug af skjulte tv-optagelser afslørede programmet kritisabel pleje af en ældre borger.

Sagen i sig selv vakte opstandelse og kommunens håndtering efterlod derudover et rodet og famlende indtryk. Kommunen fik nedlagt fogedforbud mod offentliggørelse af optagelserne. Et forbud som man senere ønskede hævet. Senere brød Ekstra Bladet fogedforbuddet og viste nogle af de skjulte optagelser. I januar 2020 politianmeldte Sundhed og Omsorg TV 2 til politiet for med skjulte optagelser at krænke den dengang 90-årige Else Marie Larsens privatliv.

Ad to omgange afviste Østjyllands Politi at rejse en sag, fordi sagens samfundsmæssige interesse vejede tungere end hensynet til privatlivets fred. Det fik Sundhed og Omsorg til at klage til Statsadvokaten, og i marts ville politiet alligevel tage sagen op. Borgmesterens juridiske afdeling vurderede nu, at kommunens såkaldte handlepligt i sagen ikke omfattede en pligt for kommunen til at opretholde anmeldelsen. På den baggrund ønskede kommunen at trække anmeldelsen af TV 2 tilbage.

Sagen fra Aarhus blev en landshistorie og 'Else i liften' blev et billede på ældreplejen i byen. Også mere end hvad der var nødvendigt, vurderer Jette Skive.

"Der gik jo politik i det, og det var så destruerende, som noget kunne være," siger hun.

"Det, vi så i tv-dokumentaren, kan ikke forsvares. Men i forhold til sagen, fortryder jeg ikke noget af det, vi har besluttet," siger Jette Skive i dag om forløbet.

Hun erkender, at hun har lært meget af sagen, blandt andet at kommunen skal tage de pårørende alvorligt, når de klager. Forvaltningen bliver nu inddraget langt tidligere, hvis de samme pårørende indgiver nogle klager.

"Der er altid to sider af en sag, og jeg er da ked af det. Men jeg vil ikke bruge mere af min tid på at have det dårligt over den. Kongsgården skal ikke fylde mere i mit liv, andet end positivt. Det får den ikke lov til," fastslår Jette Skive.

Valgt til amtsrådet

Jette Skive blev valgt til det daværende Århus Amtsråd i 1998. I 2010 blev hun valgt til byrådet med 1.227 personlige stemmer. At det blev en politisk karriere, var lidt af en tilfældighed. Efter en skilsmisse, havde hun svært ved at finde en ny retning i sit liv, indtil hendes mor opfordrede hende til at engagere sig i Dansk Folkeparti, der blev stiftet for godt 25 år siden.

Jette Skive meldte sig ind i partiet og deltog i det organisatoriske arbejde. Måske karakteristisk gik der ikke længe, før hun sagde sin mening, fortæller hun. Og dermed var Jette Skive blevet politiker. Kort efter blev hun valgt som formand og siden som amtsrådsmedlem. Jette Skive lægger ikke skjul på, at det var en stor omvæltning at blive politiker, og at det med hendes håndværksmæssige baggrund som frisør, har været en udfordring at begå sig i et miljø præget af akademikere, både blandt politiske kolleger og i embedsværket.

Jette Skive og resten af Dansk Folkepartis forhandlingsgruppe ved budgetforliget i 2020. Til venstre ses Jakob Søgaard Clausen, som Jette Skive foretrækker som ny spidskandidat til valget i november. Ved siden af ham nuværende byrådsmedlem og formand for DF i Aarhus, Knud N. Mathiesen. Daniel Pedersson, der tidligere på året blev fyret som partisekretær efter at have efterlyst et generationsskifte ses til højre.

Jette Skive og resten af Dansk Folkepartis forhandlingsgruppe ved budgetforliget i 2020. Til venstre ses Jakob Søgaard Clausen, som Jette Skive foretrækker som ny spidskandidat til valget i november. Ved siden af ham nuværende byrådsmedlem og formand for DF i Aarhus, Knud N. Mathiesen. Daniel Pedersson, der tidligere på året blev fyret som partisekretær efter at have efterlyst et generationsskifte ses til højre. Arkivfoto: Søren Vendelbo

I amtet bad hun om at få sygehusverdenens latinske fagudtryk i sagsakterne oversat til et forståeligt dansk, og da Jette Skive blev byrådspolitiker, havde hun svært ved at læse dagsordenerne.

"Dengang var lixtallet helt utroligt højt, og jeg vidste ikke engang, hvad lixtal er. Jeg kunne bare se, at jeg skulle læse tingene fire gange, før jeg forstod det, og det gad jeg ikke. For det er jo ikke kun os inde på rådhuset, der skal kunne forstå det. Det er jo også borgerne," siger hun.

Kongsgården skal ikke fylde mere i mit liv, andet end positivt. Det får den ikke lov til.

Netop borgerne har været omdrejningspunktet for rådmandens arbejde og politik. Noget hun af og til kan savne i byrådssalen, hvor mange synes optaget af at sætte ”Aarhus på verdenskortet” og udarbejde strategier. Det borgernære fokus har manglet i Aarhus, og det er en synd, at der skulle en sag som Kongsgården til at ændre det, mener Jette Skive med henvisning til sidste års budgetforhandlinger, hvor ældreområdet fik et historisk løft på 80 millioner kroner. Hun mener, at der fortsat mangler penge til ældreområdet, som ifølge rådmanden selv er blevet 'langt bedre' med hende som rådmand.

"Jeg er stolt af, at vi ikke længere har ældrefabrikker, som vi havde, da jeg overtog området."

Kongsgården skal ikke fylde mere i mit liv, andet end positivt. Det får den ikke lov til.

I dag har de ældre så vidt muligt kendte hjemmehjælpere, så der ikke kommer "80 forskellige mennesker rendende," som Jette Skive udtrykker det. På plejehjemmene har man i hendes embedsperiode sagt farvel til vakuumpakket mad og i stedet indrettet lokale køkkener med ernærings- og køkkenassistenter. Det lugter igen af frikadeller.

"Jeg ved ikke, om de forandringer ville være sket, hvis det ikke var for mig. Men jeg kan i hvert fald sige, at det ikke var sket med en socialdemokrat eller SF-rådmand," siger Jette Skive.

Flytter til Silkeborg

Så det er ikke frygten for at blive gammel i Aarhus Kommune, der får den snart 70-årige rådmand til at gøre alvor af en gammel plan om at flytte tættere på familien på Silkeborg-egnen. Og selv om det betyder et farvel til byrådet i Aarhus, er det ikke nødvendigvis et farvel til politik. Jette Skive stiller op til regionsrådsvalget, hvor hun håber at kunne vende tilbage med al sin erfaring fra både rådmandsjobbet og posterne i KL’s bestyrelse og som formand for KL’s Sundheds- og ældreudvalg. Blandt andet skal en sundheds- og nærhedsreform føres ud i livet.

Hun forstår godt, hvis partikolleger i by- og regionsråd er bekymrede for efterårets valgkamp. Meningsmålingerne er dårlige for DF, hvor vælgerne har straffet partiet for ikke at tage regeringsansvaret på sig, da lejligheden bød sig og et nyt parti som Nye Borgerlige har på flere måder en DF-identisk politik, på nær det sociale og økonomiske område, og det skal DF blive bedre til at fortælle vælgerne, lyder Skives analyse. Jette Skive støtter stadig partiets landsformand Kristian Thulesen Dahl.

Jeg er stolt af, at vi ikke længere har ældrefabrikker, som vi havde, da jeg overtog området.

"I min verden har Kristian Thulesen Dahl ført partiet til den største sejr. Nu siger nogen så, at han ikke dur til noget som helst. Jeg bakker 120 procent op om vores formand. Men synes han og ledelsen, at der skal andre boller på suppen, så kigger vi på det. Det er Christiansborg klogere på," siger hun, der selv bliver siddende i byrådet hele perioden ud, og de næste måneder vil hun ikke mindst bruge på at få en planlagt ny organisering af Sundhed og Omsorg på plads.

"Den nye struktur skal virke, så personalet også har gavn af modellen," siger Jette Skive.

Ny spidskandidat

Jette Skive peger på partiets første-suppleant, 27-årige Jakob Søgaard Clausen, som kommende spidskandidat. Ifølge hende er det på tide med et generationsskifte, som ikke skal ses som en degradering af partiets andet mandat i byrådet, Knud N. Mathiesen, der også er lokalformand for DF i Aarhus Kommune, men:

"Jeg tror, det vil være et godt fornyelsessignal at stille med en ung kandidat i spidsen i Aarhus."

Selv glæder hun sig til et nyt kapitel som pensionist med en kalender, der ikke kun er dikteret af politik, men hvor venner, foredrag og – nå ja – måske regionsrådsarbejdet – kan få lov at fylde. Hun er flere gange blevet opfordret til at melde sit kandidatur og har ladet sig overtale, selvom hun for længst havde forsvoret, at hun endnu engang skulle igennem en opslidende valgkamp.

"Jeg stiller selvfølgelig op for at vinde, men hvis jeg ikke bliver valgt, tager jeg det otium, som jeg har glædet mig til, og som jeg først havde planlagt. Det er ikke Kongsgård-sagen, der skal være mit eftermæle. Er det den, folk bedømmer mig på, så de ikke vil vælge mig til regionen, kan jeg ikke gøre noget ved det."

Blå bog

  • Jette Skive er født 11. juli 1951 i Hammershøj mellem Randers og Viborg.
  • Flyttede til Aarhus i 1972, er fraskilt og har en voksen søn.
  • Hun er uddannet frisør, men måtte stoppe efter 32 år på grund af smerter i ryggen og nakken. Efterfølgende arbejdede Jette Skive i et fleksjob, som kontorassistent i Aarhus Kommune indtil 1. december 2013.
  • Medlem af Dansk Folkeparti siden 1995.
  • Medlem af Århus Amtsråd – senere Regionsrådet Midtjylland – 1998-2013.
  • Medlem af Aarhus Byråd siden 2010.
  • Rådmand for Sundhed og Omsorg siden 1. januar 2014.
  • Formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg.
  • Medlem af KL's bestyrelse.
  • Medlem af Landssamarbejdsudvalget for almen praksis.
  • Medlem af Landssamarbejdsudvalget for fysioterapi.
  • Medlem af Landssamarbejdsudvalget for tandlæger.
  • Medlem af Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Publiceret 02 March 2021 21:00