Bruno Lecanu til venstre sørger for maden, der skal i måltidskasserne, mens Jacob Lænsø sørger for det administrative arbejde, der blandt andet ligger i at arbejde med de lokale leverandører.

Bruno Lecanu til venstre sørger for maden, der skal i måltidskasserne, mens Jacob Lænsø sørger for det administrative arbejde, der blandt andet ligger i at arbejde med de lokale leverandører. Foto: Jesper Gundorph

Chef Holmgaard fra Skødstrup skal skabe madglæde i hele Østjylland

Bruno Lecanu fra Skødstrup har sammen med projektudvikler Jacob Lænsø skabt to nye koncepter, der skal give en restaurantoplevelse hjemme i eget køkken

Af
Jesper Gundorph

Mad I Skødstrup arbejder den franske chefkok Bruno Lecanu, med hjælp fra projektudvikler Jacob Lænsø, på at udvikle forskellige nye koncepter, der skal glæde madentusiaster i såvel de omkringliggende landsbyer som hele Østjylland.

Makkerparret lancerede allerede i slutningen af november Chef Holmgaard, der skal bringe måltidskasser op på et nyt niveau. Idéen er, ifølge Jacob Lænsø, at familier skal have mulighed for at få sig en restaurantoplevelse hjemme i eget køkken.

"Det er rart, at vi kan tilbyde en familie, at mor kan få sin fisk, far kan få sit kød, mens børnene kan få deres pizza. Det er luksus, og man kan vælge, hvad man vil have at spise. Det er ligesom en restaurant," siger projektlederen.

Mad til en uge

Måltiderne i kassen bliver vakuumpakket og kan derfor holde op til seks døgn, inden de skal spises. Det betyder blandt andet, at man ikke behøver at spise retterne i en bestemt rækkefølge, fortæller franske Bruno Lecanu, der tilføjer, at man dog skal have lidt forudseenhed for at bestille mad til en hel uge ad gangen.

"Man bestiller kassen tirsdag, man får den lørdag, og så spiser man af den i løbet af hele ugen. Men der er mange, der kan have svært ved at overskue at de skal bestille mad til om en uge," siger franskmanden.

Maden skal bestilles flere dage i forvejen, så det kan få den kærlighed, det fortjener, fortæller Bruno Lecanu, der i forvejen arbejder med mad på gården ved Skødstrup, hvor især virksomheder kommer og laver teambuildingøvelser, hvor de skal lave mad sammen.

"Mad tager tid. Jeg vil ikke lave noget, jeg ikke er glad for. Når nogen spørger, om de må få tarteletter, så siger jeg ja, men det bliver ikke med asparges på dåse. Jeg vil ikke gøre det. Det giver ikke meningen," siger chefkokken.

Flere projekter

For de knap så forudseende, der har svært ved at overskue at bestille mad til en uge ad gangen, er Chef Holmgaard på vej med en anden løsning.

Foruden de måltidskasser, som makkerparret sender flere ud af hver uge, er Chef Holmgaard på vej med de første fysiske opsamlingssteder, hvor man kan komme og hente maden direkte uden at have bestilt.

"Vi venter bare på, at Byggedirektoratet godkender nogle tegninger, og så åbner vi den første opsamlings-butik i Løgten i marts, hvor vi kommer til at holde åbent fra klokken 15-19," siger 63-årige Bruno Lecanu, inden Jacob Lænsø tilføjer:

"Det hele vil blive produceret herfra gården, og så vil det blive bragt ud til opsamlingsbutikkerne. Folk skal kunne tage det med på vej hjem fra arbejde, siger han.

Publiceret 28 February 2021 10:00