Aarhus ryger ned på rangliste over kommunernes biodiversitet.

Aarhus ryger ned på rangliste over kommunernes biodiversitet. Foto: Adobe Stock

Ny analyse:

Så slemt står det til med naturen i Aarhus Kommune

En ny analyse af kommunernes naturkapital placerer Aarhus Kommune som nummer 77

Der er store forskelle på de danske kommuner, når det kommer til biodiversitet. Det vises tydeligt i en ny analyse fra Danmarks Naturfredningsforening og Aarhus Universitet, som har rangeret kommunerne med point, der viser, hvor godt de klarer det.

Aarhus Kommunes indtager en kedelig 77.-plads med 16 point. I 2017 lå Aarhus nummer 63 med 18 point. På den nye liste ligger Københavns Kommune nummer 27 med 29 point, Aalborg Kommune ligger nummer 33 med 27 point, imens Odense Kommune indtager 87.-pladsen med 14 point.

Danmarks Naturfredningsforening opfordrer kommunerne til at bruge rangeringen som et instrument til at måle, om deres indsats for biodiversiteten virker.

"Analysen kalder på handling fra kommunerne og vores lokale politikere. Mere end halvdelen af landets kommuner har en score lavere end gennemsnittet for Danmarks Naturkapital, som i forvejen ikke er prangende med blot 25 point. Kommunerne skal i gang med redningsplaner for vores truede arter, og vi står som forening klar til at hjælpe med den opgave,” siger Simon Leed Krøs, der er projektleder i Danmarks Naturfredningsforening, i en pressemeddelelse.

Store by-arealer er negativt

Det er forskere fra Aarhus Universitet, der har udregnet naturkapitalindeks for Danmark og hver af landets 98 kommuner. Indekset viser blandt andet, at øerne Fanø og Læsø ligger helt i top sammen med mange af de nordsjællandske kommuner, mens bykommunen Rødovre Kommune indtager sidstepladsen. Årsagen til en dårlig placering findes ofte i et stort by- eller landbrugsareal, som optager plads fra naturen, mens naturområder med levesteder for truede arter tæller positivt, fremgår det af pressemeddelelsen fra Danmarks Naturfredningsforening

”Naturkapitalindekset bygger på kortlagte og potentielle levesteder for truede arter, som fortæller os, hvor den gode natur i Danmark findes. Kommunerne har en stor del af ansvaret for Danmarks biodiversitet, og derfor er det oplagt at værdisætte den kommunale natur og benchmarke dem over for hinanden,” fortæller Rasmus Ejrnæs, som seniorforsker på Aarhus Universitet og ansvarlig for analysen, i pressemeddelelsen.

Kritik af indeks

Det er anden gang, at Danmarks Naturfredningsforening og Aarhus Universitet præsenterer rangeringen, og sidst indekset i 2017 udkom, blev det kritiseret af en række borgmestre for at ”straffe” by- og landkommuner unødvendigt hårdt.

Derfor har forskerne denne gang også udregnet et NKI-point baseret udelukkende på kommunens naturarealer. Her ser det bedre ud i Aarhus Kommune, hvor den modtager 63 point ud af 100.

jwh

Top 10 over kommuner med Danmarks bedste natur

1. Fanø Kommune 87 point

2. Læsø Kommune 81 point

3. Tårnby Kommune 75 point

4. Lyngby-Taarbæk Kommune 64 point

5. Furesø Kommune 57 point

6. Rudersdal Kommune 54 point

7. Halsnæs Kommune 53 point

8. Gribskov Kommune 48 point

9. Hillerød Kommune 47 point

10. Helsingør Kommune 46 point

-----

77. Aarhus Kommune 16 point

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening

Publiceret 26 February 2021 08:26