Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

Debat:

Uskønt forløb og forkerte oplysninger i sagen om salg af husvilde-boliger

Enhedslisten anklager rådmand og borgmester for at tale usandt om salg af boliger på Poul Martin Møllers Vej

Af
Enhedslisten i Aarhus

Et flertal i byrådet har besluttet at sælge de smukke husvilde boliger på Poul Martin Møllers Vej. Beslutningen er en uskøn afslutning på et uskønt forløb, hvor byrådet i flere omgange har fået forkerte oplysninger. Enhedslisten har stemt imod denne fatale beslutning.

Det mest uskønne er resultatet, nemlig at Socialdemokratiet bidrager til at mindske kommunens mulighed for at udleje boliger, som er til at betale, til mennesker i bolignød. Netop det formål, som Socialdemokratiet i sin tid lod disse huse bygge til.

"Sammen med den tidligere socialdemokratiske Aarhus-borgmester, Thorkild Simonsen, har jeg kritiseret salget af boligerne. Det er en kritik, som mange gamle og unge socialdemokrater er enige i. For nybyggede almene boliger i samme størrelse koster nemlig et par tusind kroner mere om måneden, end en toværelses lejlighed i Poul Martin Møllers Vej husene," siger Viggo Jonasen (EL).

Teknik-rådmand Bünyamin Simsek (V) har i december 2019 hånet partierne fra forliget om budget 2016, for ikke at kunne huske, hvad de skrev under på mht. salg af kommunale udlejnings-ejendomme. Siden fik vi så oplyst, at der slet ikke forelå en liste over, hvilke ejendomme der ifølge forliget skulle sælges. Listen blev først udarbejdet senere. Enhedslisten var ikke med i forliget.

Ved samme møde fortalte borgmester Jacob Bundsgaard (S), at byrådet allerede havde brugt pengene fra salget af boligerne. Han henviste til, at byrådet måtte finde alternativ finansiering, hvis man ikke ville have, at rådmanden skulle sælge boligerne, som besluttet af byrådet.

"Men det er altså ikke korrekt. For da listen over boliger først kom betydeligt senere, efter budgetforliget, har byrådet ikke besluttet, at rådmanden skal sælge disse huse. Og endelig, hvis pengene allerede var brugt i 2019, hvordan kan vi så stå og mangle dem nu," siger Viggo Jonasen.

Borgmesteren og rådmanden har udtalt, at husene ikke - eller næsten ikke - bruges til boligsociale formål, og at der ingen udskiftning er i beboergruppen. Det er også forkert. Beboerne har i breve til byrådet og Teknisk Udvalg forklaret, hvor mange der er indflyttet. Socialrådmand Kristian Würtz (S) har forklaret, at kun få er anvist via Den Sociale Boligtildeling. Rådmand Simsek har ikke fortalt, at hans ejendomsforvaltning har en social praksis, nemlig at det ikke er hvem som helst, der kan leje en lejlighed i P.M. Møllers Vej-husene. En del af de indflyttede har fået hjælp af deres bostøtte til at søge lejlighed via ejendomsforvaltningen, og man får ikke bostøtte uden at have behov for det!

Fordi sagen er blevet behandlet på lukket byrådsmøde, bliver de relevante papirer først tilgængelige for offentlighed og presse, når nu Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Radikale og SF har stemt salget igennem. Demokratisk set er det uskønt. Og vi kan så om et par år se, hvor mange af de nuværende beboere, der er blevet moderniseret og huslejeforhøjet ud af boligerne. Køber er et ejendomskonglomerat: 1927 Estate Development Aps.

Publiceret 25 February 2021 18:05