"Det er galimatias," lyder det fra centerchef Claus Brændgaard. Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix

Bruuns Galleri om genåbning:

"Det er stærkt konkurrenceforvridende"

Centerchef i Bruuns Galleri Claus Brændgaard stiller spørgsmålstegn ved logikken bag nye anbefalinger om at åbne butikker, men holde storcentre lukket

Af
Morten Høeberg Mortensen

JP Aarhus

Hos Bruuns Galleri afventer man spændt regeringens annoncerede pressemøde onsdag. Der finder man nemlig ud af, om man vil følge regeringens indsatsgruppes anbefalinger om at genåbne butikker, men holde storcentre lukket. Hvis det ender sådan, har Bruuns Galleri ikke andet end hovedrysten til overs.

"Det vil være meget skuffende og utilfredsstillende. Først og fremmest fordi vi ikke kan se argumenterne for at gøre det på den måde," siger Claus Brændgaard, centerchef hos Bruuns Galleri.

Han mener ikke, at det er mere forsvarligt, at åbne butikker i gader og stræder, end at åbne et center.

"Det kan undre, at man må have store dagligvareforretninger på over 20.000 kvadratmeter åbne, men man må ikke have et tilsvarende stort center åbent. Erhvervsministeren har også sagt, at når man ikke aflukker de dele af store dagligvarehuse, som sælger udvalgsvarer, så skyldes det, at man i så fald ville give kunderne mindre plads at handle på. Men det er jo lige netop det man gør, når du har et kæmpe stort center, men siger, at folk kun må gå ind i Kvickly. Det er galimatias," siger Claus Brændgaard.

I et center har man jo potentielt rigtig mange mennesker samlet under samme tag. Det har man ikke i en gågade. Er det ikke et meget fint argument?

"Jo, det kan du sige. Men det er jo klart, at der skal være restriktioner for, hvor mange der må være i centrets enkelte butikker. Det har der også været hidtil, lige som i gågaden. Dertil kommer, at vi kan kontrollerer hvor mange kunder, der er i vores fællesareal. Vi har en automatisk kundetæller, så vi hele tiden kan overvåge antallet, og vi har vagter, som står klar til at lukke ned, hvis der er for mange. Der er jo ingen der tæller, om der er for mange mennesker i gågaden."

Claus Brændgaard siger, desuden, at der kan opstå kø udenfor butikkerne, når der kun må være et bestemt antal mennesker. I sådanne situationer står centeret klar til at sørge for afstandskrav og kontrol.

"Men hvem holder styr på en kø i gågaden? Der har man ingen processer for at undgå smitte i sådan en situation," siger han.

Claus Brændgaard mener, at storcentrene beviste i sidste genåbning, at man havde godt styr på det. Han krydser derfor fingrer for, at regeringen trodser ekspertanbefalingerne og åbner storcentrene.

"Vi synes, at det er stærkt konkurrenceforvridende, at vi skal holde lukket. Ved sidste nedlukning skulle centrene lukke syv dage før alle andre. Det giver jo ingen mening, at man har så mange handlende, og så siger man, at de skal stimle sammen i et begrænset antal butikker. I stedet for at bruge al den plads, vi tilbyder, til at brede folk yderligere ud. Det er vi bestemt meget uforstående overfor."

Det anbefaler regeringens indsatsgruppe

  • Mandag kom der officielle anbefalinger fra regeringens indsatsgruppe, baseret på beregninger på en potentiel genåbning. Om butikslivet havde gruppen følgende anbefaling:
  • "Udvalgsbutikker op til 5.000 kvadratmeter genåbnes med midlertidigt skærpede kvadratmeterkrav, så der er færre kunder i butikkerne. Genåbningen gælder ikke udvalgsvarebutikker i storcentre. Eksempler på udvalgsvarebutikker kan være forretninger, der sælger tøj, sko, bøger og møbler."

Publiceret 23 February 2021 19:31