Salget af Mustapha Bundu til Anderlecht i sommer har sikret et solidt regnskabsresultat.

Salget af Mustapha Bundu til Anderlecht i sommer har sikret et solidt regnskabsresultat. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Spillersalg sikrer AGF fornemt overskud

Fodboldklubben AGF har netop udgivet halvårsrapport, som understreger, at spillersalg har sikret flotte, sorte tal

21,1 millioner kroner.

Det er overskuddet før skat, som AGF har hevet hjem fra 1. juli til 31. december 2020, afslører en netop offentliggjort halvårsrapport.

Det er i høj grad spillersalg, der har sikret fodboldklubben det flotte resultat.

Således har klubben haft transferindtægter på 23,2 millioner kroner i halvåret, hvor den tidligere halvår hed 14,7 millioner kroner.

Selvom det ikke fremgår af rapporten, så er det utvivlsomt salget af offensivspilleren Mustapha Bundu til belgiske Anderlecht i sommer, som har været udslagsgivende. Salget blev kaldt historisk, og der blev dengang spekuleret i, at salget ville indbringe klubkassen mellem 25 og 30 millioner kroner.

Pengene fra salget af Bundu, som i øvrigt nu er at finde i FC København, er faldet på et tørt sted midt i coronakrisen, hvor klubbens indtægter har lidt et knæk.

Ifølge halvårsrapporten har AGF haft en tilbagegang op den primære drift fra et minus på en halv million kroner til et minus på 8,6 millioner kroner. Ligeledes er koncernes eksterne omkostninger som følge af corona steget med 5,4 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år. Også personaleomkostninger er øget med 5,6 millioner kroner.

"Vi har dog været i stand til at tackle udfordringerne proaktivt, hvilket først og fremmest skyldes, at vi har en robust og bæredygtig forretningsmodel og en kompetent og hårdtarbejdende medarbejderstab," siger direktør Jacob Nielsen til AGF's hjemmeside.

Dog har da også været lidt at hente hjem i stigende tv- og sponsorindtægter, som har været med til at øge koncernens omsætning fra 65,9 millioner kroner til 70,8.

AGF's egenkapital er nu på 85,6 millioner kroner, og klubben regner med at årsregnskabet ender med et plus på mellem 15 og 30 millioner kroner.

"Trods de betydelige begrænsninger, COVID-19 restriktionerne har medført, er det især værd at hæfte sig ved, at vi er lykkedes med at fastholde den kommercielle fremgang. Vi er taknemmelige og ydmyge overfor den opbakning, vores samarbejdspartnere viser os, og derfor er vi også glade for, at vi i juli 2020 kunne betale sportsligt tilbage med de første medaljer til klubben i 23 år. I indeværende sæson har vi også formået at skabe et godt udgangspunkt for os selv, og nu bliver opgaven i anden halvdel af regnskabsåret at holde fast i den positive udvikling både sportsligt og kommercielt. Det kræver hårdt arbejde over hele linjen og en fortsat ydmyg tilgang til opgaverne, ligesom vi også er afhængige af byens fortsatte opbakning, hvis vi skal indfri vores ambitioner," lyder det fra direktøren.

ddp

Publiceret 23 February 2021 15:42