Arkivfoto: Bente Tahmasbi Hansen

Melvin Kakooza forlader 'X Factor' på grund af hjernetumor i baghovedet

Komikeren Melvin Kakooza, der brød igennem i Aarhus, har sygemeldt sig efter en operation og skal ikke længere være X Factor-vært

Den yderst populære komiker Melvin Kakooza, der fik sit gennembrud på den aarhusianske stand-up-scene, skal ikke længere være vært på TV 2-programmet X-Factor.

Det oplyser TV 2.

Årsagen er, at Melvin Kakooza har sygemeldt sig.

"Melvin har i den sidste tid haft ubehag og er derfor blevet undersøgt grundigt. Det har desværre vist sig, at han i noget tid har gået rundt med en hjernetumor i baghovedet, som har vist sig at være godartet. Den er nu blevet opereret væk," oplyser komikerens agent, Jakob Riis, til TV 2.

Melvin Kakooza blev annonceret som ny X-Factor-vært, da Sofie Linde gik på barsel.

Hjælp fra Dybvad

Melvin Kakooza har fået sin opvækst i Fredericia, men flyttede senere til Aarhus, hvor han i 2016 startede som helt ukendt på den aarrhusianske stand-up-scene. Det helt store gennembrud kom allerede i 2017, da han vandt DM i stand-up. Som den eneste takkede han dog nej til præmien, der var et års kontrakt med arrangørerne af mesterskaberne, Funny Business Incoporated. Han forklarede det med, at han følte sig for ny efter bare ni måneder i branchen.

Det synes Tobias Dybvad dog ikke, han var, og inviterede Melvin Kakooza med på sin turné.

"Tobias Dybvad har hjulpet mig utrolig meget med at komme i gang, og vi har udviklet et fantastisk venskab. Han tog mig med som opvarmer i sit show - lige fra de første test-optrædener i slutningen af 2017 og rundt på hele turneen," sagde Melvin Kakooza i 2018 i forbindelse med et længere interview i Lokalavisen Aarhus.

I dag bor Melvin Kakooza i København.

jwh

Publiceret 22 February 2021 11:19