Vildskov-projekt vil have alt for store konsekvenser, mener V og K

Vildskov-projekt vil have alt for store konsekvenser, mener V og K Modelfoto: Adobe Stock

V og K vil droppe vildskovprojekt:

"Alt for store konsekvenser"

Moesgaard Vildskov var en fejlbeslutning, som vil ramme alt for mange fritidsbrugere, siger Venstre og Konservative, som vil overtale byrådet til at droppe hele projektet

Af
Jørgen Rye

JP Aarhus

Konsekvenserne bliver alt for store - det går ikke.

Sådan lyder det fra Venstre og Konservative i Aarhus Byråd i den omstridte sag om etablering af Moesgaard Vildskov, hvor fritidsbrugerne frygter at blive stærkt begrænset i deres muligheder i Marselisborg Skovene.

Begge partier var ganske vist med i aftalen om vildskov i 2019, men de mener nu, at projektet skal stoppes.

"På baggrund af de mange henvendelser fra fritidsbrugere i skovene, må vi konstatere, at det vil få alt for alvorlige konsekvenser, hvis man afgrænser så store områder af skovene. I forligsteksten står der specifikt, at vildskoven skal etableres under hensyntagen til fritidsbrugerne, men nu kan vi se, at det kan ikke lade sig gøre. Vi må erkende, at det var en forkert beslutning," siger V-rådmand Bünyamin Simsek på vegne af Venstres byrådsgruppe og fortsætter:

"Det er vigtigt, at vores natur kan bruges med respekt af alle byens borgere, og Marselisborg Skovene er et af de mest populære udflugtsmål for aarhusianerne, og de skal ikke begrænses. Vi støtter fortsat op om at beskytte naturen og beder derfor forvaltningen om at kigge på andre områder, hvor der kan arbejdes med biodiversitet," siger Bünyamin Simsek.

Som omtalt i JP Aarhus søndag vedtog et flertal af byrådet som en del af budgetforliget i 2019, at der skal etableres vildskov i Marselisborg Skovene i området fra Varna og til Fløjstrup i et projekt, der skal afklares i løbet af 2021 og være klar til anlæg i 2022.

Vildskov betyder mere urørt skov og desuden et antal indhegninger med græssende køer og/eller heste. Især det sidste møder kritik fra fritidsbrugere som montainbikerne, ridesporten og orienteringsløberne, der frygter, at indhegnede områder på det smalle stykke skov vil sætte en bremse på deres muligheder.

Konservative mener som Venstre, at projektet bør stoppes:

"Vi havde ingen forventning om, at der ville være tale om et så stort område, og desuden er der tale om meget store brugergrupper, som ikke føler sig godt nok hørt og frygter, at projektet vil forringe deres muligheder," siger Steen Stavnsbo, som er de konservatives spidskandidat ved kommunalvalget, bakket op af byrådsmedlemmerne Ango Winther og Mette Skautrup.

"I Aarhus kan vi ikke bare leve i en betonjungle, men har brug for de bynære grønne åndehuller, som vi ikke har for mange af. Men vi vil også gerne mere biodiversitet, og derfor beder vi forvaltningen om at finde andre områder, hvor vi kan sikre biodiversiteten. Det kan så være, at vi må vente 15-20 år, før de områder når de samme kvaliteter, men det her er også en opgave med de lange briller på," siger han.

Forslaget fra Venstre og Konservative er formuleret som et beslutningsforslag, der er på dagsordenen til det næste byrådsmøde onsdag den 3. februar.

Sagen kort

  • Et flertal i byrådet vedtog i 2019 projektet ”Moesgaard Vildskov”, som omfatter Marselisborg Skovene fra Varna til Fløjstrup.
  • Målet er at fremme biodiversitet i skovene, der betegnes som et biologisk hotspot. Det skal ske med mere urørt skov og indhegninger til græssende køer og/eller heste.
  • Projektet har mødt kritik fra en lang række fritidsbrugere af skovene, som frygter, at projektet vil bremse deres muligheder.
  • Ifølge tidsplanen skal der i løbet af 2021 laves en plan for vildskoven, så anlægsarbejdet kan sættes i gang i 2022.

Publiceret 25 January 2021 13:35