28. februar 2020 brændte Hotel Julsø ned til grunden. Nu ønsker ejerne at genopføre hotellet med den unikke beliggenhed. Foto: Øxenholdt

28. februar 2020 brændte Hotel Julsø ned til grunden. Nu ønsker ejerne at genopføre hotellet med den unikke beliggenhed. Foto: Øxenholdt

Ejere vil genopbygge brændt hotel

Der er rakt en politisk hånd frem i forhold til tempoet i en genopbygning af Hotel Julsø

Af
Claus Sonne

Kristina Junker Ceravolo og Pasquale Ceravolo, der ejer Hotel Julsø, vil i et partnerskab med rejsebureauet Topas Explorer Group genopføre hotellet, der brændte ned til grunden 28. februar 2020. Og det vil et enigt Økonomiudvalg i Skanderborg Kommune gerne støtte. Men der er først nogle hurdler, der skal overvindes.

"Vi er bestemt positive i forhold til planerne om at genopføre hotellet, men før vi kan sige ja og sætte gang i udarbejdelsen af både en kommune- og en lokalplan, så skal vi klædes bedre på. Vi har derfor bedt om at få nogle tegninger og visualiseringer af projekter," fortæller borgmester Frands Fischer (S) efter det møde, hvor Økonomiudvalget har behandlet sagen.

En af de hurdler, der skal overvindes, handler om byggehøjde. Partnerskabet bag genopførelsen har nemlig luftet muligheden for at bygge i fem etagers højde. Samtidig ønskes den nuværende privatbolig, der ikke brændte, igen omdannet til hotelværelser. Dermed vil hotellet råde over 32 værelser.

Højde skaber problemer

At bygge i fem etager er imidlertid et problem. Den kommunale administration peger på maksimalt tre etager, mens Miljøstyrelsen, der er myndighed i forhold til skovloven, siger, at man muligvis kan give en dispensation til et byggeri i fire etager. Hotellet ligger nemlig i fredskov. I det regnestykker skal medtages søbeskyttelseslinjen, der i dette tilfælde påvirkes mere end fredskoven, da det er de sønære omgivelser, der forstyrres mest af det konkrete byggeri. Det er Skanderborg Kommune, der administrerer denne linje.

Vi er bestemt positive i forhold til planerne om at genopføre hotellet, men før vi kan sige ja og sætte gang i udarbejdelsen af både en kommune- og en lokalplan, så skal vi klædes bedre på

Højde, placering og udseende på det kommende hotel er dog ikke de eneste problemer. For partnerskabet bag genopførelsen vil gerne i gang her og nu. Det vil, lyder vurderingen, øge sandsynligheden for, at projektet kan realiseres.

Prioritering kan koste andre steder

Udfordringen for Skanderborg Kommune er i den sammenhæng, at der ligger adskillige andre byggeprojekter og venter på at slippe gennem det kommunale nåleøje og blive til virkelighed.

"Vi er villige til at foretage en prioritering, så genopførelse af Hotel Julsø kan speedes op. Men vi er nødt til at forholde os til, at vi så risikerer at forsinke andre projekter. Så vi skal være knivskarpe her," siger Frands Fischer og tilføjer:

"Det her byggeri, med netop den beliggenhed, er et 'once in a lifetime' byggeri, så vi skal tænke os ordentligt om. Men det er et byggeri, vi gerne vil, det er sikkert."

Sådan så Hotel Julsø ud, inden det brændte ned 28. februar 2020. Hotellets placering vanskeliggør den ønskede genopførelse. Foto: Jens Dresling, Ritzan/Scanpix

Himmelbjerget i Jylland. Hotel Julsø Ritzau Scanpix

Publiceret 22 January 2021 10:03