Strækningen mellem Hovedvejen og Landevejen får et tredje spor.

Strækningen mellem Hovedvejen og Landevejen får et tredje spor. Illustration: Aarhus Kommune

Bering-Beder vejen udvides med et tredje spor

Den mest trafikerede strækning på den nye omfartsvej udvides med et tredje spor

På onsdagens byrådsmøde i Aarhus blev det besluttet, at Bering-Beder vejen bliver udvidet med et tredje spor på en fire kilometer strækning i vestgående retning mellem Landevejen og Hovedvejen.

"Vi kan allerede nu se, at strækningen fra Landevejen til Hovedvejen vil få kapacitetsproblemer indenfor en kort tidsramme, hvis ikke vejen bliver udvidet. Det er vigtigt, at vi sikrer, at fremkommeligheden er så god som mulig. Derfor er jeg meget tilfreds, at det lykkedes at lande en aftale om, at vejen skal udvides på den mest trafikerede strækning," siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.

Kapacitetsproblemerne vil hovedsagelig være i morgentimerne, hvor trafikken er presset sammen over en kort tidsramme, mens trafikken i eftermiddagstimerne er fordelt over flere timer.

"Anlægget af Bering-Beder vejen er allerede godt i gang. Lige nu arbejder vi blandt andet på den strækning, vi skal udvide med det tredje spor. Det er derfor muligt for os at inkorporere udvidelsen i samme omgang, som vejen anlægges. På den måde skal vi ikke genere naboerne med store maskiner igen lige om lidt, når vejen får pladsproblemer," siger Bünyamin Simsek. 

Rådmanden så helst, at vejen blev udvidet til at have to spor i hver retning, men det er ikke muligt med de midler, som byrådet har afsat, oplyser han.

Det tredje spor skal nu projekteres og planlægges i detaljer. Det arbejde forventes at tage en måneds tid.

"Vi skal blandt andet have kigget på Bering-Beder vejens tilstødende veje og set på, hvordan vi lokalt kan sikre, at de fortsat kan komme godt og sikkert ud på vejen," siger Carsten Thomsen, projektleder i Teknik og Miljø-afdelingen i Aarhus Kommune.

jr

Publiceret 22 January 2021 11:39