Når Aarhus Kommunes folkeskoler åbner op efter den nuværende corona-nedlukning er det et krav fra regeringen, at de obligatoriske nationale tests gennemføres.

Når Aarhus Kommunes folkeskoler åbner op efter den nuværende corona-nedlukning er det et krav fra regeringen, at de obligatoriske nationale tests gennemføres. Modelfoto: Adobe Stock

Rådmand raser mod regeringen:

”Jeg ønsker de nationale tests hen, hvor peberet gror"

Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus, er stærkt utilfreds med regeringens krav om, at de nationale tests i folkeskolen skal gennemføres

Regeringen har netop slået fast, at de obligatoriske nationale tests skal gennemføres, når folkeskolerne igen åbner op efter den nuværende corona-nedlukning. Men det møder voldsom kritik fra Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune. Han er nemlig stor modstander af de nationale tests, og det lægger han i den grad ikke skjul på i en pressemeddelelse, som Børn og Unge onsdag har udsendt.

”Jeg ønsker de nationale tests hen, hvor peberet gror. De er smækfulde af fejl, de bliver oplevet som meningsløse af elever og medarbejdere, og der er ikke umiddelbart lagt op til de grundlæggende forbedringer af systemet, som ellers var lovet. Derfor virker det helt skævt, at regeringen ikke i det mindste viderefører den skrabede model for testene,” siger Thomas Medom i pressemeddelelsen.

Rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF), er stærkt utilfreds med regeringens krav om, at de obligatoriske nationale tests skal gennemføres.

Rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF), er stærkt utilfreds med regeringens krav om, at de obligatoriske nationale tests skal gennemføres. Foto: Aarhus Kommune

Regeringen har forlænget den periode, skolerne har til at gennemføre testene, så den løber fra 1. marts til 11. juni.

”Lærere og pædagoger får nok at tage sig af i forhold til elevernes faglighed og trivsel, når skolerne åbner igen. Det er det, tiden, tankerne og kræfterne skal bruges på, ikke et ufærdigt, haltende og hak-kende testregime. Der er brug for, at regeringen gør den beslutning om,” fortsætter Thomas Medom i pressemeddelelsen.

I foråret 2020 besluttede Thomas Medom, at skolerne i Aarhus ikke i 2020 skulle deltage i de frivillige nationale test. Det skete blandt andet med baggrund i en national evaluering fra VIVE, der viste en række uhensigtsmæssigheder i testenes indhold og anvendelse. Denne beslutning er nu gjort permanent, så eleverne fremover alene skal tage de obligatoriske nationale tests.

Thomas Medom understreger desuden i pressemeddelelsen, at skolerne i Aarhus trods hans utilfredshed vil gennemføre de obligatoriske tests, hvis kravet fra regeringen bliver fastholdt.

jwh

Publiceret 20 January 2021 09:00