Vaccination på plejehjem i Aarhus søndag 27. december.

Vaccination på plejehjem i Aarhus søndag 27. december. Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland

Region Midtjylland: Alle skal kunne blive vaccineret i egen kommune

Vaccination mod Covid-19 på vej i alle 19 midtjyske kommuner

I øjeblikket har Region Midtjylland syv faste vaccinationscentre i Horsens, Aarhus, Randers, Silkeborg, Viborg, Holstebro og Herning, hvor midtjyderne kan blive vaccineret mod covid-19.

De syv faste vaccinecentre skal hurtigst muligt suppleres af lokale tilbud i alle 19 midtjyske kommuner. Helst hos de praktiserende læger, der allerede vaccinerer mod mange andre sygdomme, har regionens forretningsudvalg netop besluttet.

"Der er noget enkelt over, at vi kan gå til egen læge for at blive vaccineret. Det er sådan, vi plejer at gøre og det ligner et lille skridt mod en lidt mere almindelig hverdag," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland..

På landsplan er regionerne og de praktiserende læger i dialog om opgaven. Hvis det ikke bliver muligt at lade praktiserende læger vaccinere mod Covid-19, ønsker politikerne at oprette vaccinationstilbud i alle 19 kommuner.

Desuden får borgere i målgruppen for nuværende vaccinationer på Anholt, Samsø, Tunø og Endelave mulighed for at få blive vaccineret på deres ø.

Tre sundhedshuse

I denne uge er det planen, at sundhedshusene i Ringkøbing, Skive og Grenaa skal begynde at vaccinere ældre over 65 år med behov for personlig pleje og praktisk hjælp samt personer med særlig øget risiko for at få et alvorligt forløb med covid-19.

De tre nye vaccinationssteder åbnes som forsøg og skal bane vejen for flere lokale pop-up vaccinationssteder. Hvor de kommende midlertidige vaccinationssteder åbner, er endnu ikke på plads.

Den første vaccination i Region Midtjylland blev givet 27. december på plejehjem i Aarhus. Siden er vacciner givet på plejehjem i hele regionen, på hospitaler og i regionens syv vaccinationscentre.

De relativt få vaccinationssteder er valgt for at sikre erfaringsopsamling og undgå spild, da de første vacciner har kort holdbarhed og kræver særlig ekspertise at håndtere.

Endnu er der langt fra vacciner nok til at vaccinere alle interesserede, oplyser regionen. Sundhedsstyrelsen har derfor lavet en rækkefølge, som viser, hvornår 12 forskellige befolkningsgrupper kan forvente at få tilbudt vaccinen.

Fakta

Forretningsudvalget i Region Midtjylland har 18. januar besluttet:

• at de syv nuværende vaccinationscentre suppleres af en generel vaccinationsindsats placeret i almen praksis i hele regionen

• at såfremt det ikke bliver muligt at anvende almen praksis, så går administrationen i dialog med kommunerne om etablering af satellitfunktioner i forlængelse af de eksisterende vaccinationscentre, så der bliver vaccinationstilbud i alle kommuner

• at der oprettes midlertidige pop-up vaccinationssteder til varetagelse af revaccinationer af personer over 65 år med behov for personlig pleje og praktisk hjælp samt personer med særlig øget risiko for alvorligt forløb med covid-19

• at pop-up vaccination, såfremt leverancerne tillader det, fra fredag 22. januar 2021 indføres som prøveordning i sundhedshusene i Ringkøbing, Skive og Grenaa

Publiceret 18 January 2021 17:30