Vindmøller i Rødby Fjord.

Vindmøller i Rødby Fjord. Foto bragt med tilladelse fra Vestas.

Vestas afskediger næsten 100 ansatte i Aarhus

Aarhus bliver hårdest ramt af afskedigelser i Vestas

Af
Jeppe Rafn

Vestas har i dag annonceret, at vindmøllegiganten vil skære 220 stillinger i primært Danmark og Storbritannien i forbindelse med sammenlægningen med Mitsubishi Heavy Industries Vestas (MHI), som Vestas i december fuldt ud overtog.

Integrationen af de to virksomheder betyder, at der vil være overlappende funktioner, og for at være konkurrencedygtige på markedet, er man nødt til at sige farvel til medarbejdere, oplyser Vestas i en pressemeddelelse.

"Vi må desværre sige farvel til 220 hårdtarbejdende kollegaer. Det er aldrig nemt at tage sådan en beslutning eller sige farvel til gode kollegaer," siger Henrik Andersen, administrerende direktør i Vestas.

Vestas oplyser til Lokalavisen, at 150 af de påtænkte afskedigelser er planlagt i Danmark, heraf knap 100 på virksomhedens forskellige lokationer i Aarhus, hvor Vestas har hovedkvarter i Skejby.

Afskedigelserne sker blandt funktionærer, særligt inden for teknologiudvikling og produktions- og leverandør-setup.

Vestas går nu i gang med at konsultere medarbejder-repræsentanter og forventer, at de fleste relevante medarbejdere vil have fået besked i slutningen af januar.

Vindmøllegiganten beskæftiger stadigvæk over 29.000 personer globalt, heraf godt 6.000 i Danmark.

Mitsubishi Heavy Industries Vestas havde i det forgangne år en forventet omsætning på den gode side af ti milliarder kroner, oplyser Ritzau.

Vestas-koncernen havde til sammenligning en samlet omsætning på omkring 90 milliarder kroner i 2019, der er det senest offentliggjorte årsresultat.

Publiceret 14 January 2021 12:50