Indehaver af Stofshop, Gitte Mathiasen, udleverer stof i metermål til Mette Bach, der lige tjekker, at det er det helt rigtige, hun får med hjem. Kunden fulgtes med sin søn. 

Indehaver af Stofshop, Gitte Mathiasen, udleverer stof i metermål til Mette Bach, der lige tjekker, at det er det helt rigtige, hun får med hjem. Kunden fulgtes med sin søn.  Foto: Bente Tahmasbi Hansen

Specialbutikker i vest tilbyder hjemmestrikkede takeaway-løsninger

Garn- og stofbutikker i Åbyhøj og Brabrand har valgt at holde begrænset åbent for at tilfredsstille deres kunders behov i udfordrende corona-tider

Af
Kim Skovrup Andersen

Butiksliv De nyeste corona-restriktioner stiller krav til butiksejernes opfindsomhed.

I den vestlige del af kommunen i henholdsvis Åbyhøj og Brabrand har man forsøgt sig med klik-og-hent-konceptet. Her er håbet at være der for sine kunder og ganske enkelt at holde gang i biksen.

Gitte Mathiasen er indehaver af en stofbutik, og siden årets første mandag har hun placeret et bord tværs op ad butikkens hoveddør i et begrænset tidsrum hver dag, hvor hun udleverer forudbestilte og betalte varer til kunder på gaden efter det såkaldte 'klik-og-hent'-koncept, som indtil videre er tilladt for specialbutikker.

Da vi havde nedlukning sidste gang i foråret, var min butik en af dem, der ikke skulle lukkes ned, og dér kunne jeg se, at der var et stort behov efter vores varer. Rigtig mange havde tid til overs og havde nogle ting, de skulle have gjort færdige. Det kunne være en konfirmationskjole til datteren eller en festkjole

Gitte Mathiasen, indehaver af Stofshop i Åbyhøj

"Det er jo anderledes, at kunderne ikke kan komme ind i butikken, men med teknologien i dag kan vi jo gøre mange ting, som at sende videoer til dem," siger Gitte Mathiasen, som har drevet Stofshop på Silkeborgvej i Åbyhøj siden 2009. Hun overtog efter sin mor, der stiftede butikken i begyndelsen af 1980'erne.

Derfor er hun også selvstændig ud til fingerspidserne og vil ikke lukke sin butik, så længe hun kan undgå det. Gitte Mathiasen har på den baggrund heller ikke overvejet at lukke helt ned og søge om en hjælpepakke. 

"Når man er selvstændig, ligger det i ens DNA. Jeg er nærmest født med, at jeg gerne vil klare tingene selv. Jeg vil jo også gerne bidrage til at holde tingene kørende," forklarer hun og fortsætter:

"Da vi havde nedlukning sidste gang i foråret, var min butik en af dem, der ikke skulle lukkes ned, og dér kunne jeg se, at der var et stort behov efter vores varer. Rigtig mange havde tid til overs og havde nogle ting, de skulle have gjort færdige. Det kunne være en konfirmationskjole til datteren eller en festkjole."

Rettidig omhu

Men det hele skal lige løbes i gang, og det tager noget tid at få fortalt, at der ikke er lukket. Derfor er omsætningen heller ikke i nærheden af, hvad den plejer.

"Det tog også lidt tid sidste gang at forklare, at vi ikke havde lukket. Kunderne er meget glade for denne her løsning og synes, det er god service. For mig er det en selvfølge, og jeg håber virkelig ikke, at takeaway også bliver lukket ned. Min formodning er lige som så mange andres, at der ikke bliver lukket op 17. januar, og derfor er det vigtigt for mig at vise rettidig omhu og gøre det på denne her måde. Min erfaring gennem mange år har vist, at mange af mine kunder, både privatpersoner og professionelle skræddere går i gang i denne her tid med at sy konfirmationskjoler," siger indehaveren af Stofshop.

Tidsrummet for afhentning af varer i Stofshop er mandag til fredag mellem klokken 15-17.30 og lørdag imellem klokken 11-14.

"Som det ser ud lige nu, har jeg tænkt mig at fortsætte på denne her måde og måske endda udvide afhentningstiden, hvis behovet stiger," siger Gitte Mathiasen.

Garnrelateret takeaway

En anden der så at sige har strikket en ny forretningsmodel sammen er Sara Maria Brockelmann, som ejer Genuina Garn & Håndværk i Brabrand.

I lighed med Gitte Mathiasen har hun valgt at udnytte restriktionerne til noget positivt med, hvad hun selv kalder for 'garnrelateret takeaway'. 

Det er blevet modtaget rigtig fint, og der har været en stor opbakning. På denne her måde håber jeg, at jeg kan holde skruen i vandet

Sara Maria Brockelmann, ejer af Genuina Garn & Håndværk i Brabrand

"Det er min eneste mulighed for at holde gang i min butik. Jeg kommunikerer meget via min Instagram-profil, og på den måde har det været nærliggende stadig at have kontakt med mine kunder," forklarer Sara Maria Brockelmann, der hver eftermiddag tager cyklen til sin butik for at udlevere varer i tidsrummet 15.30 til 17.

Sara Maria Brockelmann foran Hovedgaden 52A i Brabrand kort før hun åbnede garnbutik midt i et corona-forår. I øjeblikket kører hun garnrelateret takeaway fra adressen som følge af de nyeste corona-restriktioner.

Sara Maria Brockelmann foran Hovedgaden 52A i Brabrand kort før hun åbnede garnbutik midt i et corona-forår. I øjeblikket kører hun garnrelateret takeaway fra adressen som følge af de nyeste corona-restriktioner. Arkivfoto: Louise Nyvang Burmeister

Ellers bruges tiden på at tage billeder til kunder, der har henvendt sig.

"Det er blevet modtaget rigtig fint, og der har været en stor opbakning. På denne her måde håber jeg, at jeg kan holde skruen i vandet," siger Sara Maria Brockelmann.

Godt og ondt

Hun åbnede sin garnbutik i maj.

"Det har været på godt og ondt. Det er ikke særligt nemt at have en fysisk butik under en coronapandemi. Men på sin vis har det været positivt, fordi endnu flere er begyndt at strikke, og der har været et stort behov for garn. Men mit umiddelbare drivende moment med fællesskab og strikkecaféer har jeg selvfølgelig ikke rigtig fået i gang," pointerer hun. 

Tanker om hjælpepakker med økonomisk støtte fra staten har slet ikke strejfet indehaveren af Genuina Garn & Håndværk.

"Indtil videre har jeg ikke sat mig helt vildt meget ind i det, men umiddelbart kunne jeg godt have en bekymring om, at jeg er startet op på et tidspunkt, hvor jeg ikke er berettiget til at modtage hjælpepakker. Men jeg vil langt hellere holde min butik i gang, end jeg vil lukke og søge en hjælpepakke. Det virker helt forkert at lukke ned og så bare vente. Og heldigvis kan jeg undgå det med denne her takeaway-løsning," siger Sara Maria Brockelmann.

Restriktioner

  • For at forebygge og inddæmme udbredelsen af Covid-19 er der foreløbig frem til 17. januar 2021 indført en række nye restriktioner.
  • De blev indført fra den 17. december og indebar, at storcentre og en del butikker lukkede ned.
  • I de nye restriktioner er det stadig lovligt for private kunder at købe varer via fjernsalg via webshop, telefon eller mail. Man må gerne komme ned i en butik og hente varer, hvis de er bestilt og betalt på forhånd.
  • Alt tyder på, at restriktionerne bliver forlænget. Der peges også på yderligere restriktioner, som muligvis også vil lukke takeaway ned i en periode. Det er en af de muligheder, der ligger i regeringens værktøjskasse.

Kilde: Dansk Industri

Publiceret 14 January 2021 06:00