Aarhus' dyreste ejendom ligger for enden af Ildervej i Skåde Bakker. Foto: Lokalt Liebhaveri

Aarhus' dyreste ejendom ligger helt uforstyrret for enden af Ildervej i Skåde Bakker. Foto: Lokalt Liebhaveri

Slår alle rekorder:

 Aarhusiansk pragtpalæ solgt for "hemmeligt" beløb

Mægler vil ikke afsløre prisen, men fortæller, at handlen slår Aarhus-rekorden og formentlig er den største uden for Nordsjælland og København

Af
Danni Paulsen

Aarhus' dyreste villa finder man for enden af Ildervej i Skåde Bakker, Højbjerg. I første række til smukke Skåde Skov og et mægler-stenkast til Aarhus Bugt.

Det påstår i hvert fald Jesper Holm, indehaver af Aarhus-mægleren Lokalt Liebhaveri, som står bag hushandlen.

Han vil bare ikke afsløre det konkrete salgsbeløb for Ildervej 40.

"Vi har tavshedspligt og kan derfor ikke fortælle så meget. Jeg kan ikke sige, hvem der er køber, eller hvad den er handlet til, før det offentliggøres via tinglysningen," siger han til Lokalavisen Aarhus. 

Jesper Holm afslører dog, at der er tale om den største hushandel i Aarhus nogensinde, og så skulle det også være den største gennemført uden for Storkøbenhavn og Nordsjælland. Dermed er det også Lokalt Liebhaveris største hak i bæltet.

Således er Ildervej 40 i hvert fald solgt for mere end 35 millioner kroner, som Aarhus' hidtidige rekordsalg lyder på. Det var en kæmpe Egå-strandkantsvilla på Ved Stranden, der blev solgt for det astronomiske beløb i 2016.

Nærmere beløbet kommer avisen ikke i researchen, der dog afslører, at sælger er Per Holmer og Sisse Rie Holmer. Førstnævnte ejer et ejendomsselskab, et investeringsselskab og odenseanske Star Industri, der beskæftiger sig med smede- og maskinarbejde til industrien, mens sidstnævnte driver et børnetøjsfirma.

Selve huset, der blev opført i 1915, består ifølge BBR-registeret af 325 kvadratmeter beboelsesareal og 75 kvadratmeter erhvervsareal. Til det hører en 3.300 kvadratmeter stor grund med en del af skoven og grunde inde i skoven.

"Det er et af de mest attraktive områder i den sydlige del af Aarhus, og det gør selvfølgelig, at den bliver handlet i sådan et prisleje. Derudover har den gennemgået en kraftig renovering, som sælger har brugt ret mange ressourcer på. Det er en flot ejendom," fastslår Jesper Holm, som også stod bag det seneste salg af ejendommen.

Ifølge Boliga.dk blev den i 2016 købt for 10,5 millioner kroner. Dengang var det som et dødsbo, der havde brug for en kærlig hånd.

Sådan så villaen ifølge Google Maps ud i oktober 2017.

Sådan så villaen ifølge Google Maps ud i oktober 2017.

At rekordsalget er sket i Skåde, glæder liebhavermægleren.

"Ofte sammenligner og måler man Højbjerg og Risskov op mod hinanden, og de seneste år har Risskov trukket fra med væsentligt flere tocifrede millionhandler, men denne handel viser, at Højbjerg kan være med i toppen. Det giver da lidt dynamik og konkurrence internt i byen."

Ildervej 40 nåede aldrig på det offentlige marked, da Lokalt Liebhaveri fandt en køber i kartoteket.

Publiceret 12 January 2021 06:00