Yammas gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus.

Yammas gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus. Øxenholt Foto

For evigt i vore hjerter: Her hviler Yamma, der blev brutalt knivdræbt på sit arbejde

Socialpædagogen Yamma er blevet begravet i Aarhus, hvor han kom fra

29-årige Namutallah Ahamadzai viede sit liv til at hjælpe andre, men fik sat en brutal stopper for sit eget liv, da han 30. december blev dræbt på sit arbejde på bostedet Ørbækskilde i Fårevejle på Vestsjælland.

En aggressiv og udadreagerende 19-årig beboer er varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling - sigtet for at have dræbt Namutallah Ahamadzai med kniv.

I fredags blev Yamma, som han blev kaldt, begravet på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus, hvor han boede en stor del af sit liv, efter familien var flygtet fra krigen i Kabul i Afghanistan.

Øxenholt Foto

JP Aarhus har i forbindelse med begravelsen mødt hans venner og familie, der bor i et rækkehus i Tilst. Hans venner og to yngre brødre fortæller historien om en ung mand, der var et idol og forbillede for brødrene og vennerne, og som levede for at hjælpe andre.

"Han inspirerede andre til at finde deres bedste sider frem. Selv Pia Kjærsgaard kunne han få til at blive blød," fortæller en af vennerne med et smil til avisen.

Som 18-årig flyttede Yamma fra rækkehuset i Tilst og i en lejlighed i Åbyhøj, der blev et naturligt samlingspunkt for brødrene og vennerne.

Efter gymnasiet uddannede han sig til socialpædagog og fik 12 i sin sidste eksamen.

I 2018 flyttede han til Sjælland og fandt arbejde på forskellige bosteder, indtil hans liv på tragisk vis endte.

"Han elskede sit job og kunne se, at han gjorde en forskel for børnene," fortæller hans bror Milod til JP Aarhus.

jr

Publiceret 10 January 2021 13:29