Morten Nystrup, ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser

Morten Nystrup, ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser Foto: Joachim Ladefoged

AARHUS-SKALAEN:

Tak for det vilde knald, Aarhus

Her er ugens aarhusianske op- og nedture

Af
Morten Nystrup

ansv. chefredaktør

OPTUR

Døvblinde er blevet hørt

Sagen om de døvblinde i Aarhus, der står til at få skåret kraftigt i den kommunale hjælp har efter avisens behandling af sagen nu ramt social- og indenrigsminister Astrids Krags bord. Folketingsmedlemmet Karina Adsbøl (DF) har bedt ministeren forholde sig til, at det tilsyneladende skal være en kamp at få den hjælp, man er berettiget til. Ministeren skyder bolden tilbage til kommunen, der har ansvaret for at levere den nødvendige hjælp. Byrådet har valgt at udskyde besparelserne til 2022, og gad vide om ministerens opmærksomhed på sagen kan ændre den beslutning.

Tak for knaldet, Aarhus

Midt i søbet af mørke, lavtryk og smittetryk var fyrværkeriet omkring nytåret et kærkomment afbræk fra de trivielle dage, der med restriktionerne alle ligner hinanden. Mon ikke mange aarhusianere netop derfor havde valgt at give den ekstra gas med fyrværkeriet i år? Der blev ikke sparet på krudtet, og tak for det. Der tales om at forbyde privat fyrværkeri, og i en tid præget af restriktioner for den private frihed, er det desværre ikke noget usandsynligt indgreb. Tilbage står blot at få ryddet op på udtjente batterier og andet affald, der ikke just pynter på byen. Er der nogen, der gider tage ”In It Together”-lysskiltene med ved samme lejlighed?

NEDTUR

Kuldechok

Vejret er omsider blevet køligere, og det er efterhånden klart, at det må komme bag på Aarhus Letbane, der den forgangne weekend igen måtte indstille kørslen på grund af frostramte køreledninger. Selskabet har ellers indkøbt udstyr, der skulle løse de i øvrigt uforståelige vinterproblemer, men det mærker passagerne ikke meget til. Man må håbe, at det ikke bliver vinter for alvor, og endnu engang må man spørge sig selv om letbanen nu også var den rigtige løsning, milliardudgifterne taget i betragtning.

Fine forhold

De to direktører for Boligkontoret Aarhus og Boligforeningen Århus Omegn kan se frem til 18 måneder med løn, hvis de skulle gå hen og blive fyret fra deres poster. Det skriver JP Aarhus, hvori en professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet kalder niveauet for ”unødvendigt højt”. Forholdene ved fratrædelse er blot den seneste afsløring af, hvad der ligner forgyldte forhold i toppen af aarhusianske boligforeninger. Der er millioner af offentlige midler involveret i boligforeningerne, der derfor burde være mere præget af sparsommelighed, end det tilsyneladende er tilfældet.

Publiceret 05 January 2021 18:06