Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

62 smittede på demensplejehjem i Aarhus: Situationen er kaotisk

41 medarbejdere og 21 beboere på specialplejehjemmet Demenscentrum i Skejby er smittet med coronavirus.

"Situationen er kaotisk. Jeg har svært ved at stå inde for den pleje og omsorg, vi kan give vores demensramte borgere, som vilkårene er lige nu. Vi mangler faglært personale, der kan varetage plejen af vores borgere på det center på forsvarlig vis," siger Tina Grove, konstitueret demenschef i Aarhus Kommune, til TV2 Østjylland.

Smitteudbruddet startede nogle dage før jul - altså før vaccinationerne på byens plejehjem begyndte - hvor en medarbejder uden symptomer blev testet positiv.

De ansatte på demensplejehjemmet på Graham Bells Vej, der ikke er smittede, knokler og tager ekstra timer, og de har hele tiden værnemidler på, hvilket skræmmer og gør nogle af beboerne vrede, fortæller demenschefen.

"Jeg er dybt ulykkelig over situationen og virkelig bekymret for den kommende periode. Jeg frygter, at det kan komme til at koste menneskeliv, og jeg er også bekymret for mine ansatte," siger Tina Grove.

jr

Publiceret 04 January 2021 07:34