Glade givere - (fra venstre)  Varehuschef Ole Lambæk føtex Holme, Varehuschef Ricki Vang Jensen føtex Food Skæring, Mikael Miehs RH Madkammer, Varehuschef Søren Hostrup Bilka Tilst, Varehuschef Thomas Christensen føtex Food Bruunsgade.

Glade givere - (fra venstre)  Varehuschef Ole Lambæk føtex Holme, Varehuschef Ricki Vang Jensen føtex Food Skæring, Mikael Miehs RH Madkammer, Varehuschef Søren Hostrup Bilka Tilst, Varehuschef Thomas Christensen føtex Food Bruunsgade.

Robin Hoods Madkammer uddeler julemad 24. december

Føtex og Bilka hjælper ildsjælen med at få uddelt overskudsvarer, der kan give glæde og julemad på bordet

Af
Trille Skøtt-Jensen

Overskud Højbjergs egen Robin Hood, Mikael Miehs Andersen, er i fuld sving med at udleve sin store drøm: Han vil give endnu flere mulighed for at få del i overskudsmad fra supermarkeder. Han har i mange år kæmpet mod madspild, og 24. december uddeler han for første gang julemad fra sit madkammer på Kaj Munks Vej i Viby.

"Det er jo jul og hjerternes fest. Alle er velkomne til at komme og få del i del i maden. Det koster ikke noget," lyder det med glæde i stemmen fra Mikael.

Mange stiftede bekendtskab med ham, da DR tidligere på året fulgte Mikaels kamp for at få opfyldt sin drøm. Han har skraldet i mange år og hjulpet mange mennesker, der fik del i de varer, som Mikael skraldede. Men drømmen var altid, at han kunne finde et sted, hvor han kunne få lov til, på helt lovlig vis, at uddele maden. For man må gerne skralde, men man må ikke uddele det til andre. Derfor var Fødevarestyrelsen efter Mikael og konfiskerede flere af hans skraldevarer. Men det sker ikke længere, efter Robin Hoods Madkammer har fundet lokalerne på Kaj Munks vej i Viby, stiftet en forening og fået fyldt madkammeret op. Det har givet opbakning fra flere kanter.

Bilka og Føtex leverer julemaden

Opbakningen kommer blandt andet fra Bilka i Tilst og fra fem Føtex-butikker i Aarhus. Føtex Skæring leverer i forvejen overskudsvarer til Madkammeret to dage om ugen. Til juleaften donerer alle butikkerne overskudsvarer til Robin Hoods Madkammer.

"Når vi lukker butikkerne ned og går på juleferie, så er der tre lukkedage foran os. Og så står vi altid tilbage med både klassisk julemad og almindelige fødevarer, som ingenting fejler. De er bare ikke blevet solgt inden lukketid. Vi har i forvejen et fast samarbejde med Robin Hoods Madkammer, og jeg er glad for den forskel, som Madkammeret gør for lokalområdet og for at minimere madspild. Heldigvis er jeg omringet af gode kollegaer i andre Aarhus-butikker, som også bakker op om initiativet og samarbejdet," fortæller Ricki Vang Jensen, der er varehuschef i Føtex Skæring.

Lillejuleaften pakker medarbejderne i supermarkederne overskudsvarerne ned, og derefter gives de til Mikael og Robin Hoods Madkammer. Det er Mikael meget glad for.

Åbent fra 9 til 14

"Jeg regner med, at der kommer omkring 200 mennesker, der kan hente råvarer til julemaden. Endnu ved vi jo ikke, hvad der bliver af mad. Men det lader til, der bliver meget af det," siger Robin Hood Mikael, der opfordrer alle, der vil, til at komme forbi.

Dørene åbnes for afhentning af overskudsmaden på Robin Hoods Madkammer på Kaj Munks Vej i Viby klokken 9 til 14 den 24. december. Lokalerne ligger, hvor den tidligere Munkekro lå. Mikael og frivillige deler maden ud.

"Og vi er i julehumør hele dagen, " siger Mikael med et grin.

Overskudsmad juleaften

Maden kommer fra Føtex Food Skæring, Føtex Food Guldsmedgade, Føtex Food Ceres Byen, Føtex Food Bruunsgade, Føtex Holme og Bilka Tilst.

Robin Hoods Madkammer startede som en Facebookgruppe. I dag har den over 10.000 medlemmer.

Publiceret 17 December 2020 06:00