Susanne Nielsen har, ligesom flere andre pårørende, igennem lang tid klaget over de forhold, som hendes søn blev udsat for på Kilebo. Hun hentede i september sin 27-årige søn hjem.

Susanne Nielsen har, ligesom flere andre pårørende, igennem lang tid klaget over de forhold, som hendes søn blev udsat for på Kilebo. Hun hentede i september sin 27-årige søn hjem. "De passer ikke på ham," siger hun. Foto Marie Ravn Marie Ravn

Kilebo får sønderlemmende kritik af socialtilsynet

Tilsynet lægger vægt på mange henvendelser og varsler flere påbud - blandt andet vurderes det, at "der forekommer vold og overgreb i tilbuddet"

Af
Trille Skøtt-Jensen

Kilebo Socialtilsyn Midt kommer med sønderlemmende kritik af forholdene på Kilebo, hvor behandlingen af borgerne beskrives som værende af så dårlig kvalitet, at tilsynet i en såkaldt påtænkt afgørelse fra november varslede, at Socialtilsynet ville sætte bostedet under skærpet opsyn.

I praksis betyder det, at bostedet kan miste sin status som specialcenter for autisme og få inddraget sin godkendelse til at være bosted. Den endelige afgørelse afventer, og Aarhus Kommune har siden den påtænkte afgørelse indsendt handleplaner, der viser, hvordan man vil rette op på forholdene. Og det kan betyde, at der ikke bliver et skærpet tilsyn.

"Uanset udfaldet af den endelige afgørelse vil vi fortsætte med at holde intensiveret tilsyn med Kilebo," fortæller tilsynschef Ulla B. Andersen fra Socialtilsyn Midt.

Frihedsberøvede beboere

Hun forklarer, at det primært er i hus 5-7, at der er store problemer. Blandt andet har tilsynet ved flere uanmeldte besøg konstateret, at dørene var låst, så beboerne ikke kunne komme ud. De har også fået beskrivelser om, at beboere har været låst inde. Det er imod loven.

"Socialtilsynet har valgt at orientere Østjyllands politi om, at borgerne muligvis har været frihedsberøvet," står der i begrundelsen for påbuddene.

I den 16 sider lange påtænkte afgørelse står også: "Socialtilsynet vurderer, at der forekommer vold og overgreb i tilbuddet. Der er både tale om overgreb mellem borgere, samt overgreb mellem borgere og medarbejdere. Tilsynet vurderer, at dette påvirker trivslen for borgerne væsentligt."

Medarbejder opsagt

Socialtilsynet har siden sommeren haft ekstra fokus på Kilebo. Det skete samtidig med, at Lokalavisen kunne fortælle om en anonym henvendelse, der rettede mistanke om, at en medarbejder skulle have begået vold og overgreb mod 23-årige Sebastian Frichot, som er en borgerne på stedet. Sebastian har infantil autisme og har ikke noget sprog. Medarbejderen blev sendt hjem, og siden er vedkommende, ifølge Lokalavisens kilder, blevet opsagt.

Men det var ikke kun Sebastian Frichot, som var udsat for hård behandling. Flere pårørende stod frem i Lokalavisen og fortalte, hvordan deres sønner med infantil autisme lever i en hverdag med skiftende personale, mange hårde magtanvendelser og eskalering af autismen. Flere gange har de meldt overgreb og situationer til Socialtilsyn Midt. Det er blandt andet de pårørendes henvendelser, som tilsynet tager alvorligt.

"Men vi står aldrig kun på en enkeltstående kilde. Vi kan jo også have andre data, som understøtter det, de pårørende siger," siger tilsynschef Ulla B. Andersen.

Har taget sønnen hjem

Det er sønderlemmende kritik, som Socialtilsyn Midt kommer med. Og beskrivelserne af årsagerne til, at de giver påbud, er hård læsning. Blandt andet beskrives det, hvordan en beboer, er blevet ydmyget og latterliggjort af en medarbejder. Medarbejderen har ved flere lejligheder tilbageholdt mad fra en borger, hvilket førte til konflikter og til at borgerne smadrede køkkenet på afdelingen.

"Den konkrete medarbejder har efterfølgende, overfor flere kolleger vist billeder af det ødelagte køkken og pralet af, "hvad han kunne få borgeren til at gøre". Ved flere lejligheder har konfrontationerne med borgeren ført til selvskade hos borgeren. Eksempelvis har en borger bidt sig i armen efter opkørte situationer. Den konkrete medarbejder bruger nedladende ord om borgeren. Eksempelvis "X er ligesom en hund", "Han er jo dum" og "Han fatter jo alligevel ikke noget," står der blandt andet.

Susanne Nielsen er mor til 27-årige Nichlas Michelsen, der bor på Kilebo, og hun fortæller, at episoden med det smadrede køkken og de efterfølgende konfrontationer er overgået hendes søn. Nichlas bor ikke på Kilebo mere.

Susanne tog beslutningen om at hente ham hjem i september.

"Jeg havde ikke andre muligheder. Jeg er hans værge, jeg skal passe på ham. De passede jo ikke på ham," fortæller hun.

Susanne Nielsen har fundet et ny bosted til Nichlas, der ligger i en anden kommune. Aarhus kommune skal godkende, at Nichlas kan flytte derhen. Indtil da bor han ved sin mor.

Sebastian Frichot bor stadig på Kilebo. Hans mor ønsker ikke at udtale sig til avisen.

Frederik Balleby, der som avisen tidligere har beskrevet - har udvist tegn på mistrivsel, været udsat for voldsomme magtanvendelser fra en vagt samt været i flere farlige situationer, efter han er løbet væk fra bostedet, skal flytte fra Kilebo. Hans mor Britta Ponti har fundet et opholdssted i Horsens.

Rådmand i tilståelsessag

Rådmand Kristian Würtz (S) beklager forløbet.

"Selvfølgelig er der ting, jeg ville ønske, at Aarhus Kommune havde gjort bedre, både før den voldsomme kritik ramte tilbage i foråret og i den tid, der er gået siden. Det gælder for eksempel pårørende-dialogen. Det er en tilståelsessag, når vi har været igennem et forløb, der har afdækket en række problemer med kvaliteten på Kilebo," siger han.

Som Lokalavisen tidligere har beskrevet, så er der nu lagt planer om at dele Kilebo op i to selvstændige enheder for at afhjælpe de store problemer.

"Det er ingen hemmelighed, at det har været en svær proces, hvor vi undervejs har måttet arbejde os igennem problemerne ét skridt ad gangen – og ind imellem lære af vores fejltrin. Det er selvsagt ikke altid lige kønt. Heller ikke selvom jeg synes, at ledere og medarbejdere har arbejdet hårdt for at få det til at lykkes," siger Kristian Würtz.

Kilebo sagen forventes at komme til debat i byrådet, når der næste onsdag er byrådsmøde. Venstre har på baggrund af Socialtilsynets afgørelse stillet en række spørgsmål til borgmesteren.

Publiceret 08 December 2020 19:00