Henrik Søgaard Mikkelsen.

Henrik Søgaard Mikkelsen.

Præsteklumme: Jeg var gennemsigtig som musik

Af
Henrik Søgaard Mikkelsen

Viby Kirke

præsteklumme Den svenske forfatter Göran Tunström har skrevet "Juleoratoriet". Et sted i bogen skriver han:

"Nu er morgensolen her. Den skinner på vejen. Ja, lyset er her, og hvor gerne ville jeg ikke have, at resten af mit liv skulle være en eneste beskrivelse af lys, således som jeg en gang for længe siden oplevede det i et vejsving: det var sommeraften den gang, solens skrå stråler over de grønne marker, jeg var ked af det og ensom. Da skete det pludselig, at der lige gennem min krop gik en varme, der var nærvær overalt. I løvet, i kornet. Jeg var gennemsigtig som musik. Jeg var en Adagio. Jeg var en af noderne, en nødvendig del af det stykke, der blev spillet."

Det, synes jeg, er godt skrevet. Hvor gerne ville vi ikke have, at vores liv måtte være gennemsigtigt som musik - og lyde som en smuk adagio, og at jeg måtte opleve mig selv som en lille, men nødvendig node i en større sammenhæng? Ja; at vort liv måtte være gennemstrømmet af lys og varme?

De fleste af os har på et eller andet tidspunkt i livet oplevet det øjeblik, hvor vi er blevet gennemstrømmet af en større verden bag, som om en eller anden omfavnede os, gav os ro. Måske var det det øjeblik, hvor man gik i skoven og lyttede til fuglesangen og vindens svage brise højt oppe i trækronerne. Eller da man vandrede i fjeldet og blev grebet af stilheden, de fantastiske vidder og af hjejlens ensomme piben.

Sådan fortæller bibelen om patriarken Jakob, der var på flugt fra en masse postyr, han havde rodet sig ud i. Men i nattens løb havde Jakob en drøm, hvor han så en stige, der gik fra himmel til jord. Her så han himmelen åben og englene vandre op og ned. Den oplevelse fyldte Jakob med både styrke og mod til at komme videre i livet.

Det var det, der skete for det menneske i Tunströms roman. Da han var allermest ensom og ked af det, mødte han en magt i tilværelsen, som kunne gennemstrømme ham med varme og nærvær. Netop da han var allermest sårbar og udsat, ja sart som tonerne i adagioen med de lange mellemrum og bløde anslag, netop da oplevede han at være en del af skabelsen, - en del af et dybere guddommeligt nærvær!

Publiceret 05 December 2020 05:00