Louise Griberg Spaabæk og Heller Klüwer fra Lystrup Idrætcenters frivilliggruppe sammen med to lokale gymnastik-piger Laura Hansen og Amalie S. Skovgaard.

Louise Griberg Spaabæk og Heller Klüwer fra Lystrup Idrætcenters frivilliggruppe sammen med to lokale gymnastik-piger Laura Hansen og Amalie S. Skovgaard. Foto: Kim Skovrup Andersen

Ny julekalender har ramt Lystrup: Skal skaffe penge til ny hal

Lystrup Idrætscenter samler penge ind til en udvidelse. Ny julekalender med garanti-gevinster skal skaffe midler

Af
Kim Skovrup Andersen

Indsamling Hvis alt går efter planen, går gravkøerne i jorden til foråret for at påbegynde en længe ventet udvidelse af Lystrup Idrætscenter.

Bygningen fra 1974 skal gennemgå en ombygning og tilbygning.

Men for at minimere det beløb, der skal lånes til det 27 millioner kroner dyre projekt, samles der penge ind.

Et nyt tiltag, som har set dagens lys, er en byjulekalender, og bag den står Louise Griberg Spaabæk og Helle Klüwer.

De to er en del af en frivilliggruppe under Lystrup Idrætscenter. Gruppen består af medlemmer af de forskellige afdelinger i Lystrup IF, som kommer til at få gavn og glæde af de nye faciliteter.

"Vi er en blandet flok, der vil prøve at skrabe nogle penge sammen. Og efter et brainstorming-møde, hvor vi fik nogle 'hvordan kan vi skaffe nogle penge'-idéer på bordet til en masse aktiviteter. Her er byjulekalenderen en af dem," fortæller Helle Klüwer, som har været formand for Lystrup IF's gymnastikafdeling de seneste syv år.

Friværdi i hal

"Der mangler tre millioner kroner, og jo mere vi kan hive i kassen, desto mindre skal vi ud og låne. Vi har en hel del friværdi i vores hal, der er vores egen," forklarer formanden.

"Vi er blevet inspireret af andre byer, som har haft succes med at sælge byjulekalendere. Og så har vi oplevet, at rigtig mange fra det lokale handelsliv gerne være med at at støtte op med præmier, så det er mega fedt," siger Louise Griberg Spaabæk.

Der er 2.000 kalendere til salg.

"Det er et ret godt koncept, synes vi. Det her er ikke bare en skrabekalender, hvor du måske vinder. Her er der vindergaranti i form af rabatter, og derudover er der der syv lodder til lodtrækning til store præmier. For 200 kroner får man faktisk rabatter og gaver for over 600 kroner.

Vi er blevet inspireret af andre byer, som har haft succes med at sælge byjulekalendere. Og så har vi oplevet, at rigtig mange fra det lokale handelsliv gerne være med at at støtte op med præmier, så det er mega fedt

Man kan købe sin byjulekalendere flere steder i Lystrup som SuperBrugsen, Lystrup Blomster, Kiropraktoren, Hårshoppen samt juletræssalget, som Lystrup Fodbold står for.

"Selv om fodboldafdelingen samler ind til et stort kunstgræsprojekt, vil man gerne hjælpe. Det er mega fedt, at vi kan finde ud af samarbejde på tværs," siger Louise Griberg Spaabæk og nævner at lokale gymnastikpiger er begyndt at blive sendt ud for at stemme dørklokker.

Helle Klüwer mener, at det i orden, at lokalbefolkningen selv skaffer økonomiske midler til forbedrede idrætsfaciliteter.

"Det er okay selv at samle penge ind. Især når man brænder for det, og specielt når man kan mærke opbakningen. Folk er enormt flinke og kan se idéen med det. Med et udvidet idrætscenter får vi en meget bedre sammenhængskraft i byen, hvor folk ikke skal spæne rundt forskellige steder for at dyrke indendørs idræt," siger Helle Klüwer, der også kan se frem til at kunne nedbringe nogle ventelister i den forbindelse.

Halprojektet kommer til at omfatte en tilbygning af nyt cafémiljø, e-sportsfaciliteter, foreningsfitness, sqaushbaner, ny hal og et løft af den nuværende hal.

Publiceret 05 December 2020 06:30