Allan Jensen skal have fokus på at hjælpe sig selv, hvis han vil gøre sig forhåbninger om en tilværelse væk fra gaden..

Allan Jensen skal have fokus på at hjælpe sig selv, hvis han vil gøre sig forhåbninger om en tilværelse væk fra gaden.. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Allans vej væk fra gaden: "Jeg skal hjælpe mig selv"

Hvis Allan Jensen skal væk fra gaden, skal han turde tage hele springet, siger tidligere hjemløs

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

et liv som hjemløs "Allan, kan jeg lige snakke med dig. Husk, du hjælper også dig selv. Har du mulighed for lige at ringe."

Disse ord blev den 34-årige hjemløse Allan Jensen mødt med mange gange i løbet af den dag, hvor Lokalavisen Aarhus fulgte ham i 10 timer. Mennesker i miljøet har været vant til, at Allan er en, der kan hjælpe med at skaffe stoffer, og han kender også mange mennesker. At løsrive sig er blot én af de mange kampe, han er i gang med at kæmpe.

Har du hørt Lokalavisens podcast-serie 'For Min Datters Skyld' om den hjemløse Allan fra Aarhus? Lyt herunder

Det kræver rygrad at sige nej, men Allan ved, at det er nødvendigt, hvis han skal tilbage til en normal tilværelse og have kontakt med sin datter, som han ikke har set det seneste halvandet år.

"Det er det her, jeg skal have skubbet væk fra mig, for alle tror altid, at jeg har et eller andet, som jeg kan gøre for dem, fordi jeg altid har været alt for hjælpsom. Jeg kan ikke bruge mere tid på det. Jeg kan ikke arbejde på mig selv, hvis jeg ikke bruger al min energi på det. Det er den eneste måde, at jeg kan komme ud af det her på. Jeg er ikke Moder Teresa, og jeg kan ikke redde alle. Det er hårdt, og det gør mig også ked af det, men det er nødvendigt. Jeg synes, det værste er, at jeg skal have det skidt med at tænke på mig selv."

Smertefuldt

Det er dog fuldstændig essentielt, at han træder væk fra miljøet og kun kigger sin egen vej, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at komme tilbage på det almindelig liv-sporet. I hvert fald hvis man skal tro den tidligere hjemløse Bettina Ihler, som kalder sig Betty.

Fra hun var 13 år, til hun var 47 levede hun som stofmisbruger og i mange af årene som hjemløs narkoman. For næsten seks år siden tog hun den hårde beslutning - nu skulle det være, men det blev en hård kamp.

(Artiklen fortsætter under formularen)

"Der er så lang vej. Det har været den vildeste kamp, og jeg kæmper stadig med nogle ting. Jeg tænker rigtig meget på Allan. Han er en ung mand, jeg vil ønske, han får fat i den nu. Det er ikke let, når man bliver 47 og skal til at lave om på så mange dårlige vaner i sit liv, men jeg er ked af at sige det - der er ikke andre, der kan komme og redde os. Vi kan få en masse hjælp fra systemet og en masse søde mennesker, men undskyld sproget, det er en fucking hård kamp," siger Betty Ihler, der i dag er flyttet til Fyn, men ofte tager turen fra det fynske til Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus for at gå povertywalks, der er en guidetur rundt i byen, hvor man ser bagsiden af Aarhus' medalje.

Allan Jensen betaler 15 kroner for Hus Forbi og sælger dem videre for 30 kroner. Det bliver dog oftest til mere, da køberne tit betaler mere.

Allan Jensen betaler 15 kroner for Hus Forbi og sælger dem videre for 30 kroner. Det bliver dog oftest til mere, da køberne tit betaler mere. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

"Jeg begyndte at få nogle skulderklap, og pludselig tænkte jeg, at jeg sgu var blevet ligeså afhængig af skulderklap, som jeg var af stofferne, og så begyndte jeg at tænke, at jeg gerne ville have skulderklappene fremfor stofferne. Det lyder så let, når jeg siger det, men det har jo været en kæmpe stor kamp. Jeg gik jo stadig nogle guideture, og det er det fedeste. Jeg er glad for, at Allan går de ture, for det var faktisk det, der var med til at starte mig. Man skal lægge sig helt fladt ned, og det gør sindssygt ondt - som i så ondt, og det gør det i lang tid."

Opfordring

"Søde Allan, hvis ikke det kan lykkes, fordi du vil gøre noget godt for dig selv, så ved jeg, at du så meget ønsker kontakt med din datter, og hun fortjener ikke en far i misbrug, så hvis du kunne starte med at se hende foran dig, og så tage et valg. Det er valget, det handler om. Ikke bare sige, at man gerne vil ud af det her, man skal vælge at tage den hårde kamp, som det er. For det bliver det."

Det store spørgsmål er, om Allan kan holde fast i intentionerne om at sige fra overfor de forkerte:

"Ja, det kan jeg godt. Nu har du selv været med - du så det selv. Jeg havde en funktion før i tiden, da jeg selv var misbruger, jeg var sådan en, der kunne hjælpe folk med at skaffe stoffer. Jeg tror, de har sværere ved at forstå, at jeg har lukket af, end jeg selv har."

Han er tidligere lykkes med at komme ud af et misbrug i forbindelse med, at hans datter kom til verden, og han ved derfor godt, hvad det kræver.

"Jeg vil sige, at 80 procent af dem der er her, skal du lukke af for. Det hjælper mig, at jeg er kommet på Tre Ege (forsorgshjem i Brabrand, red.). Det er faktisk meget rart at have noget at stå op til. Det betyder, at jeg har noget andet at tænke på i stedet for at gå rundt som en zombie hernede og blive blæst."

Et indblik i livet som hjemløs

Jeg møder 34-årige hjemløse Allan Jensen første gang i min sommerferie, hvor jeg sammen med min familie er på en tur med ham - en såkaldt povertywalk.

Det er en gåtur gennem Aarhus, hvor tilhørerne får et indblik i, hvordan det er at være hjemløs i Smilets By. Allan er afhængig af heroin og hash og er én af de forholdsvist velfungerende socialt udsatte, der er i stand til at tage deltagere med på poverty walk. Han fortæller om sin egen skæbne og det barske liv på gaden.

Jeg bliver fascineret af hans historie, og hvorfor han er endt på gaden. Hans mål er at komme væk derfra, få sin egen lejlighed og få samvær med sin datter på fem år, som han ikke har set i halvandet år. Men det kræver hårdt arbejde, og det er svært for Allan at tage sig sammen og få livet på ret køl, men hans vilje fejler ikke noget. Allan indvilliger i, at jeg følger ham det kommende år. Det her er Allans historie, fortalt af Allan til mig. Det her er del fem i hans fortælling.

Publiceret 05 December 2020 07:15