Hus Forbi er sammen med povertywalks en indtjeningskilde for den hjemløse Allan Jensen.

Hus Forbi er sammen med povertywalks en indtjeningskilde for den hjemløse Allan Jensen. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Allans vej væk fra gaden: "Jeg er så fattig, at jeg ikke en gang havde noget blod"

I ti timer har jeg levet som hjemløs sammen med Allan Jensen - en kold og barsk hverdag

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

et liv som hjemløs Hus Forbi-jakken står åben, en sort elefanthue er trukket godt ned omkring ansigtet, så den lige præcis skjuler det meste af det lange, brune hår. Mundbindet sidder om hagen, på fødderne er der et par grå sneakers, og de tynde ben er dækket af et par sorte nylon-joggingbukser.

Temperaturen er omkring syv grader, det er gråt og blæsende.

"Jeg tror, jeg er blevet kulderesistent. Når det bliver minusgrader, trækker jeg ind, men når det er ligesom nu, så holder de fleste af os til det."

Lyt til podcast-serien 'For Min Datters om hjemløse Allan herunder

Ordene kommer fra den hjemløse Allan Jensen, som Lokalavisen Aarhus følger i et år. Han vil væk fra gaden, væk fra det hårde miljø og have kontakt til sin datter igen, som han ikke har set det seneste halvandet år.

Jeg er iført en sort, tyk vinterjakke, rullekrave, handsker, hue, strømpebukser, jeans og et par varme vinterstøvler. Min påklædning står i skærende kontrast til 34-årige Allan Jensens.

Ti timer skal jeg leve som hjemløs sammen med Allan. Det bliver en kold og indtryksrig fornøjelse.

Metadon-dagligdagen

Klokken er ni en onsdag i november. Med afslappende skridt møder Allan mig på Ungeherberget, hvor han har sovet på det værelse, som han gennem det seneste år har opholdt sig på og delt med kammeraten Morten. Han viser mig sit værelse, som lugter indelukket og af gammel tobak. Allans seng er pænt redt, det mørkeblå sengetøj lidt snavset, og hans ting er opbevaret i kasser, mens der i vindueskarmen ligger lidt Click Mix-rester fra en slikpose.

Inden vi trasker ud i det aarhusianske byliv, skal han lige have styr på sin medicin. Allan tager metadon for ikke at blive syg og fortæller, at han har lagt heroin på hylden. Men for ikke at blive syg skal han have skaffet noget medicin. Han er endnu ikke kommet i et forløb på misbrugscenteret X-Rus på Sumatravej, og han har heller ikke fået lavet en vedvarende aftale med sin læge, så han køber sin metadon på gaden.

(Artiklen fortsætter under formularen)

"Der er nogle, som ikke spiser deres egen medicin, og så sælger de det videre. Det er måske de samme personer, som også sælger andre ting, og de har ikke lyst til, at der kommer folk derover, så jeg mødes med dig om cirka en time. Så kan du lige få en kop kaffe på Naapiffik (den grønlandske varmestue ved siden af Værestedet i Jægergårdsgade, red.)."

Det er dagens første ventetid - dem kommer der mange af i løbet af en dag på gaden.

Død bekendt

Allan har fået sin metadon og er dermed sikret, at han ikke bliver syg i løbet af dagen. Vi går ind på Værestedet, hvor snakken med de andre brugere handler om rundstykker, Lurpak og en bekendt i miljøet, der er død.

Folk har åbenbart så mange penge, at de smider smøgerne, når de går indenfor. Dem kan jeg godt bruge

Det fylder en del for Allan, for han kendte hende ret godt, og han har derfor været ked af det de seneste dage. Det skræmmer ham, for hun er ikke den første, der er død, mens han har været en del af hjemløse-miljøet. Den døde kvinde var ikke en tæt ven til Allan, men han har alligevel talt en del med hende.

"Hun er ikke død af en overdosis. Vi har fået at vide, at hun faldt om af hjertestop, men hun levede et hårdt liv. Det har været lidt træls lige at komme over. Jeg tænker også på hendes familie og venner, og vi har talt en del om, hvad vi skal gøre, for vi ved ikke, om hendes familie vil tage det som en provokation, hvis vi dukker op til begravelsen."

Da kaffen med masser af mælk og sukker er drukket, går turen over gaden, hvor Allan skal have taget en antistoftest mod corona. Han er blevet testet for covid-19 flere gange og har ikke haft det. Testen volder dog lidt problemer for den unge medicinstuderende, der skal klemme blod ud af Allans finger.

"Jeg er så fattig, at jeg ikke en gang havde noget blod, jeg kunne give til prøven. Han måtte stå og massere min finger for at få noget ud."

Allan Jensen fik lavet en antistoftest, men det gav nogle udfordringer.

Allan Jensen fik lavet en antistoftest, men det gav nogle udfordringer. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Den hjemløse Allan Jensen er ligesom de andre hjemløse i Aarhus blevet testet for covid-19 flere gange. Denne dag fik han foretaget en antistoftest.

Den hjemløse Allan Jensen er ligesom de andre hjemløse i Aarhus blevet testet for covid-19 flere gange. Denne dag fik han foretaget en antistoftest. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Efter kort ventetid køber han fem Hus Forbi-aviser for 75 kroner, som han sælger videre for det dobbelte. Og så går turen ud i de aarhusianske gader for at sælge aviserne.

Flere gange i løbet af dagen bukker han sig ned og samler cigaretskod op fra jorden.

"Folk har åbenbart så mange penge, at de smider smøgerne, når de går indenfor. Dem kan jeg godt bruge. Jeg knækker spidsen af - det er jo bare tobakken indeni, jeg tager."

I første omgang gør han ophold på Lille Torv, hvor en gademusikant underholder os. Der er ikke det store salg i aviserne denne kolde onsdag middag.

"Du skal tænke på, at hvis du har stået her i en time uden at sælge noget, så er det næste salg endnu tættere på. Man kan ligeså godt vente, til man har solgt noget. Det med at gå efter en time - det forstår jeg ikke."

Sulten kommer

Sulten er begyndt at melde sig - det er efterhånden ved at være en del timer siden, Allan spiste cornflakes på Ungeherberget. Benene bærer ham derfor endnu engang forbi Værestedet, hvor varmen langsomt nærmer sig vores kolde kroppe, og sulten bliver stillet med et tre flade rugbrødsmadder med pålæg, mens Allan læser dagens avis. Mange gange i løbet af dagen tænker jeg: "Godt det kun er i de her ti timer, jeg er hjemløs." De mange skridt, kulden og de småpenge, der tikker ind efter salg af Hus Forbi, får mig til at længes efter redaktionens trygge rammer og ikke mindst varme.

I en pause blev det til et par flade rugbrødsmadder, avislæsning, kaffe og telefonopkald.

I en pause blev det til et par flade rugbrødsmadder, avislæsning, kaffe og telefonopkald. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Men aviserne i den grønne rygsæk skal jo sælges, så turen går først til Føtex i Frederiksgade og derefter foran SuperBrugsen i Jægergårdsgade. Flere af Hus Forbi-sælgerne står de samme steder, men Allan kan bedst lide at komme rundt forskellige steder i byen.

"Nu regner jeg med, at jeg er ved at være så kendt, at jeg næsten kan stille mig alle steder. Når folk har set mig en gang, så tænker de sikkert, at det er ham, de har set før, og så regner jeg med at gøre et godt indtryk på dem. Jeg behandler altid folk pænt. Jeg har ikke det samme behov for at stå det samme sted og sælge, som andre har, og min ADHD gør også, at jeg ikke gider stå det samme sted."

"Man ser mange ting, når man står her. Det er det samme, når jeg går povertywalk - jeg ser nogle andre ting. Jeg har jo ingen plan om, at jeg skal over i Magasin og købe noget og så videre over i en skobutik efter nogle nye sko. Jeg står her jo bare. I går, da jeg gik gennem gågaden, havde jeg ikke en gang lagt mærke til julelysene, der hænger over mig."

Masser af mennesker bliver mødt med:

"Var det noget med Hus Forbi, mine damer og herrer" efterfulgt af et: "De må have en god dag."

For Allan er høflig, når han henvender sig til de mange forbipasserende, og tonen venskabelig, når der flere gange i løbet af dagen kommer folk fra Værestedet forbi og lige veksler et par enkelte ord med ham.

Det bliver langs caféerne i Jægergårdsgade, at han får solgt de sidste aviser, og han kan derfor gå tilbage til Værestedet med et smil på læben og spise dagens sidste måltid - nemlig and med al tilbehør - da der med en dags forsinkelse bliver fejret Mortensaften.

14.000 skridt

Til trods for, at han står meget stille og har meget ventetid i løbet af dagen, blev det alligevel til over 14.000 tilbagelagte skridt. Det er sådan, Allans hverdag kan se ud, men ind imellem ligger han også bare på sofaen en hel dag på Værestedet, hvor han skiftevis sover og ser tv. Dagen har indbragt ham cirka 200 kroner, da flere enten giver ham ekstra eller giver ham penge og beder ham beholde avisen. Derudover bliver det også til en flaskebon og en Cola Zero.

Der var andesteg med det hele til aftensmad.

Der var andesteg med det hele til aftensmad. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Da klokken nærmer sig 19.00 siger vi farvel til hinanden foran avisen. Det blæser og er blevet endnu mere koldt. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg nu kan sætte mig ind i min bil, tænde for sædevarmen og lade dagens indtryk bundfælde sig.

Et indblik i livet som hjemløs

Jeg møder 34-årige hjemløse Allan Jensen første gang i min sommerferie, hvor jeg sammen med min familie er på en tur med ham - en såkaldt povertywalk.

Det er en gåtur gennem Aarhus, hvor tilhørerne får et indblik i, hvordan det er at være hjemløs i Smilets By. Allan er afhængig af heroin og hash og er én af de forholdsvist velfungerende socialt udsatte, der er i stand til at tage deltagere med på poverty walk. Han fortæller om sin egen skæbne og det barske liv på gaden.

Jeg bliver fascineret af hans historie, og hvorfor han er endt på gaden. Hans mål er at komme væk derfra, få sin egen lejlighed og få samvær med sin datter på fem år, som han ikke har set i halvandet år. Men det kræver hårdt arbejde, og det er svært for Allan at tage sig sammen og få livet på ret køl, men hans vilje fejler ikke noget. Allan indvilliger i, at jeg følger ham det kommende år. Det her er Allans historie, fortalt af Allan til mig. Det her er del fire i hans fortælling.

Publiceret 05 December 2020 07:00